Kasper Schmeichel anede intet.
Faktisk fandt han først ud af det, da han landede med flyet i Danmark onsdag eftermiddag og fik beskeden.
For første gang i karrieren kommer den danske landsholdsstjerne nemlig til at blive 'bedømt' af sin søster på live-tv, når Celtic torsdag aften er på besøg hos FC Midtjylland i Europa League.
Her skal Cecilie Schmeichel kommentere opgøret på et fan-stream hos Disney+. Og den pludselige melding kom noget bag på den berømte bror.
Det fortalte han på onsdagens pressemøde, skriver Bold.
»Det fandt jeg faktisk først ud af, da vi landede. Jeg vidste ikke, at hun var kommentator, fodboldekspert eller hvad man skal kalde det,« lød det fra Kasper Schmeichel, inden han blev spurgt om, hvorvidt han tror, søsteren vil klare opgaven godt:

»Hun er god til at snakke, så det går jeg ud fra.«
B.T. talte onsdag med netop Cecilie Schmeichel om den kommende debut bag mikrofonen.
»Min rolle er jo ikke at kommentere på Kasper. Det her format er noget, man kan tjekke ind på, hvis man vil høre noget mere familiært, nogle historier og ikke 'nu er der offside'. Det er lidt mere, hvor vi skal mærke fodbold på en anden måde,« lød det blandt andet.
Du kan følge torsdagens brag i Herning live på bt.dk fra klokken 18.45.

