Manchester United er inde i en stor krise, hvor både spillet og pointene halter gevaldigt efter.

Og den tidligere United-målmand Peter Schmeichel har svært ved at forklare, hvad krisen skyldes.

Det fortæller han til Sky Sports.

»Det er ikke rart at se. Det er virkelig svært at forstå og sætte en finger på, hvad der præcis er galt,« siger Peter Schmeichel.

Peter Schmeichel spillede i Manchester United fra 1991 til 1999 og nåede 292 kampe for klubben.
Peter Schmeichel spillede i Manchester United fra 1991 til 1999 og nåede 292 kampe for klubben. Foto: ACTION IMAGES / ALEX MORTON
Vis mere

Men selvom han har svært ved at beskrive årsagen til nedturen, ved han alligevel godt, hvornår det gik galt.

»Vi har kæmpet, siden sir Alex forlod klubben – faktisk både siden David Gill og sir Alex forlod klubben. Vi har brugt en masse penge, og vi er kommet et stykke vej, men vi er ikke kommet langt nok.«

Siden den legendariske mestertræner sir Alex Ferguson forlod klubben i 2013, har Manchester United haft både David Moyes, Louis van Gaal, José Mourinho, Ole Gunnar Solskjær og Ralf Ragnick i trænersædet uden den store succes.

Den næste træner i rækken bliver den nuværende Ajax-træner Erik ten Hag, som træder til fra næste sæson.

Cristiano Ronaldo har reddet Manchester United flere gange i denne sæson. Men lørdag kunne han kun ryste på hovedet over holdets præstation.
Cristiano Ronaldo har reddet Manchester United flere gange i denne sæson. Men lørdag kunne han kun ryste på hovedet over holdets præstation. Foto: IAN WALTON
Vis mere

Og han kan blive manden, der vender skuden for den engelske storklub, ifølge Peter Schmeichel.

»Nu kommer Erik ten Hag, og Richard Arnold tager over som administrerende direktør. Det er en mulighed for at foretage ændringer, og jeg tror, at det er det, vi vil. Vi vil lave ændringer, måske modernisere og restrukturere klubben en smule,« fortæller han og fortsætter:

»Det er det, jeg ser frem til. Jeg vil hellere se fremad end at se på, hvad der sker nu. Jeg har ingen forklaring på, hvorfor det er gået, som det har gjort i de sidste fire-fem uger. Jeg har svært ved at forstå, hvad der sker i kampene.«

Efter lørdagens 4-0-nederlag til Brighton måtte United endegyldigt vinke farvel til drømmen om Champions League i næste sæson.

Dermed satte klubben også en tyk streg under en katastrofal sæson, hvor Manchester United kommer til slutte med det laveste pointtal siden Premier Leagues begyndelse i 1992.