Nogle ting glemmer man aldrig. Det gør landsholdsmålmand Kasper Schmeichel heller ikke.

Han var nemlig en af dem, der så Leicester-ejer Vichai Srivaddhanaprabhas helikopter styrte ned lige foran King Power Stadium.

»Det er billeder, der vil blive hos en altid. Jeg var ikke den eneste, der var der. Det er noget, vi må leve med,« siger Kasper Schmeichel på landsholdets hotel uden for Newport i Cardiff.

Det skulle være nye omgivelser. Måske lidt luftforandring for Kasper Schmeichel efter 14 dage i sorgens tegn og med blandt andet en lang tur til Thailand for at begrave den afdøde Leicester-ejer.

Scenerne udenfor Leicesters stadion efter helikopterstyrtet.
Scenerne udenfor Leicesters stadion efter helikopterstyrtet. Foto: OLI SCARFF
Vis mere

Men sådan føles det bare ikke helt. For Leicesters første kamp efter den forfærdelige helikopterulykke, der kostede fem mennesker livet, var netop i Cardiff - ikke langt fra Newport. Det nævnte landsholdsmålmanden selv. Mens han igen måtte tale om det, han så, men ikke har lyst til at beskrive.

»Jeg så det, og jeg vil ikke rigtig gå mere i detaljer med det,« siger Kasper Schmeichel og fortæller om oplevelsen.

»Det sidder i mig. Jeg tror aldrig, at det rigtig kommer til at forsvinde. Det bliver selvfølgelig mindre med tiden. Men det var en mand, jeg var meget tæt med. Og han har betydet meget for mit liv og min fodboldkarriere. Og den måde, det skete på, var ikke sjov.«

Episoden vil Kasper Schmeichel altså helst ikke tale om. Men forholdet til Vichai Srivaddhanaprabha sætter han gerne mange ord på. For det var specielt. Meget endda. Leicester-ejeren var med til at hente Kasper Schmeichel, og de to har kendt hinanden i mange år.

Leicesters stadion, King Power Stadium, inden første hjemmekamp efter tragedien.
Leicesters stadion, King Power Stadium, inden første hjemmekamp efter tragedien. Foto: DARREN STAPLES
Vis mere

»Jeg havde ikke det liv, jeg har i dag, hvis ikke det havde været for ham. Jeg havde ikke de oplevelser, det fodboldliv, det personlige liv. Det er helt sikkert,« siger Kasper Schmeichel og fortæller mere om det tætte forhold.

»Han har passet på mig fra første dag, han mødte mig. Der var ikke noget, han ikke ville gøre for mig. Jeg følte mig velkommen. Han ville gøre alt for at hjælpe, uanset hvilket problem det handlede om. Og han havde en stor andel i, at jeg forlængede min kontrakt i sommer.«

Men nu er han der altså ikke mere, Vichai Srivaddhanaprabha. Og det kan mærkes i Leicester. King Power Stadium var engang et sted, hvor mesterskabet blev fejret. Nu er det også det sted, hvor manden med den måske største indflydelse på den største begivenhed i byen, faldt ned i sin helikopter og døde.

Derfor er det også blevet sværere at køre ind på stadion.

Selve tragedien, hvor Leicesters nu tidligere ejer styrtede ned i sin helikopter.
Selve tragedien, hvor Leicesters nu tidligere ejer styrtede ned i sin helikopter. Foto: Social Media
Vis mere

»Som jeg har sagt før, føltes der tommere, når han ikke var der. Og det gør der også nu. Men vi kan være utroligt stolte af alle de mennesker, der har arbejde i døgndrift for at få en kamp afviklet. Jeg er utroligt stolt af Leicester,« siger Kasper Schmeichel, der har været hårdt ramt før og efter Leicesters kampe.

»Mens bolden ruller har jeg kunnet fokusere. Men før og efter har man kunnet se på tv-billederne, at det har fyldt meget.«