Skal Kasper Schmeichel videre til en større klub? Et spørgsmål, der bliver stillet ved hvert eneste transfervindue.

Indtil videre står den danske landsholdskeeper dog stadig for Leicester, og det er der en grund til.

»Der er ikke mange steder, du kan tage hen som målmand. Du tager ikke bare ud og tager en chance. Du skifter for at få spilletid.«

Sådan lyder det fra Peter Schmeichel til BeIN Sports. Han understreger, at alle topklubber i Premier League har en stærk førstemålmand. Manchester United har David de Gea, Manchester City har Ederson Moraes, Liverpool har Alisson Becker og Chelsea har Kepa Arrizabalaga. Og hvad er så den næste store klub, spørger Peter Schmeichel retorisk.

Ifølge Peter Schmeichel kunne sønnen godt se sig selv i en større klub en dag.
Ifølge Peter Schmeichel kunne sønnen godt se sig selv i en større klub en dag. Foto: MATTHEW CHILDS
Vis mere

»Er det Everton? Det siger alle, men lige nu er de nummer 13 i ligaen. Så skal du til et andet sted i Europa. Det tror jeg ikke, han (Kasper Schmeichel, red.) har lyst til. Jeg tror, han elsker England og Premier League for meget,« siger Peter Schmeichel om sin søn.

Det betyder dog ikke, at Kasper Schmeichel vil blive i Leicester resten af karrieren, for ifølge Peter Schmeichel har han da også et ønske om at prøve sig af et andet sted. Det er bare ikke så ligetil.

»Det er svært. Selvfølgelig vil han gerne videre og prøve noget større og udfordre sig selv som enhver anden fodboldspiller,« siger Peter Schmeichel. Samtidig roser han også Leicester for at være en god klub, der dog - måske - burde have en anden manager. Peter Schmeichel får i hvert fald sendt noget af en stikpille til den nuværende, Claude Puel.

»Når de får styr på det hele, og jeg lader det være op til jer at fortolke, hvad det betyder, men når de får det, er det ikke en dårlig klub. De har gode spillere, men de har bare ikke manageren, der kan få det frem i dem. Når de får styr på det, er de en klub der burde ligge som nummer fem til otte,« siger Peter Schmeichel.

32-årige Kasper Schmeichel har spillet i Leicester siden 2011, hvor han skiftede fra Leeds. I 2016 vandt klubben det engelske mesterskab med 81 point.