Er priserne for spillere blevet alt for høje?

Ja, hvis du spørger den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel.

»Generelt synes jeg, transferpriserne er latterligt høje for tiden. Det var bare et spørgsmål om tid, før målmænd ville blive en del af det, for en god målmand kan være forskellen på, om man vinder ligaen eller ej,« siger danskeren til ESPN.

Ifølge landsholdsmålmanden er det især salget af Neymar til Paris Saint-Germain - der endte på 1,65 milliarder kroner - der har sparket priserne på topspillere i vejret, og siden er det især Liverpools køb af Alisson fra Roma og Chelseas ditto af Kepa Arrizabalaga fra Athletic Bilbao onsdag aften, der har trukket overskrifter grundet høje priser.

Neymars skifte fra Barcelona til Paris Saint-Germain er den største transfer nogensinde.
Neymars skifte fra Barcelona til Paris Saint-Germain er den største transfer nogensinde. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

»Det er markedet for tiden. Jeg mener, Neymars transfer var omdrejningspunktet for det hele. Der gik inflation i priserne, og derfra ville det ramme alle positioner. Man så det med Virgil van Dijk (der skiftede fra Southampoton til Liverpool for omkring 620 millioner kroner i januar, red.) og nu med Alisson. Markedsværdien er virkelig steget,« siger Kasper Schmeichel, der stadig er at finde i Leicester.

Premier League begynder i den kommende weekend, hvor Leicester og Kasper Schmeichel tyvstarter mod Manchester United allerede fredag aften.