En perlerække af Premier League-profiler støtter op om den gode sag.

Jordan Henderson, Declan Rice Harry Maguire, Ben Mee, Jermaine Jenas og Kasper Schmeichel er gået sammen med organisationen Cybersmile for at sætte fokus på at få stoppet cybermobning og sætte fokus på dets konsekvenser.

Derfor har spillerne delt billeder af sig selv, hvor de ser helt forslåede ud.

Se den danske keepers billede her:

'Onlinechikane har konsekvenser i den virkelige verden,' lyder det enslydende besked fra spillerne, der sikkert selv må lægge øre og øjne til lidt af hvert i deres profilerede roller som fodboldstjerner.

Organisationen har eksisteret siden 2010 og har siden vokset sig stor.

De fortæller selv, at de har tre forskellige metoder at arbejde for deres sag: De prøver at sætte fokus på det, undervise i god adfærd og støtte dem, der alligevel bliver ramt.

Med stjernernes hjælp får de i hvert fald hjælp til den første del. Se Liverpool-kaptajnen Jordan Henderson her:

Schmeichel er tidligere gået sammen med kvindelandsholdets Pernille Harder i en kampagne mod mobning – dengang i fællesskab med kronprinsesse Mary.

»Jeg er selv far til to børn, og jeg ville ikke kunne holde ud, hvis de blev holdt udenfor. Men jeg kan godt se, at jeg ikke altid selv var så inkluderende som barn, da det mest handlede om at være den bedste. Det ville jeg gerne lave om, for fodboldens fællesskab skal være for alle, uanset hvor du kommer fra,« sagde Kasper Schmeichel dengang i en pressemeddelelse for  ’Antibulli Fodbold’.