Tirsdag aften kunne det danske herrelandshold i fodbold fejre en kæmpe triumf, da de med sejr nummer otte af otte mulige kvalificerede sig til næste års VM i Qatar.

Det bød på store jubelscener i et fyldt Parken efter slutfløjtet. Men også en rørende hyldest fra målmand Kasper Schmeichel.

For selvom det danske landshold vader i succes for tiden med kvalifikation til VM, semifinale ved sommerens EM og en top ti-placering på verdensranglisten, så er der noget, som mangler.

Christian Eriksen er stadig ude efter det frygtelige kollaps i kampen mod Finland ved EM, og så er den danske landsholds- og målmandslegende Lars Høgh, der også er landsholdets målmandstræner, ude, da han har fået et tilbagefald i sin kræftsygdom.

Og midt i sejrsrusen i Parken gik netop Kasper Schmeichels tanker til de to, som lige nu mangler.

Det lod han vide, da spillerne gik rundt på Parkens plæne for at takke de mange fremmødte fans.

Her greb Kasper Schmeichel mikrofonen. Og så sagde han:

»Det er fantastisk at se jer alle her i Parken i aften. Vi har lavet noget stort sammen. Tak. Vores tanker går til Christian Eriksen og Lars Høgh, som ikke er her med os i dag. Vi glæder os til at se dem igen, når de kommer tilbage.«

Den danske målmand kunne efterfølgende fortælle Kanal 5, at spillerne på landsholdet havde besluttet sig for, at de skulle kvalificere sig for netop Lars Høgh og Christian Eriksen.

Samtidig slog han fast, at sejren var dedikeret til de to, som ikke er med landsholdet lige nu.

Endnu står det ikke klart, om Christian Eriksen kommer til at spille for landsholdet igen.

I forhold til Lars Høgh, så fik han et tilbagefald i den kræftsygdom i bugspytkirtlen, som han fik konstateret i 2018.

Han var dog på et glædeligt besøg i landsholdslejren tidligere på måneden. Det kan man læse mere om her.