Han har ikke boet i Danmark, siden han var fire år.
Men noget kunne tyde på, at der måske bliver lavet om på det, når karrieren en dag er ovre.
Kasper Schmeichel og familien skal nemlig på et tidspunkt tage en stor beslutning om, hvor de skal bo. Og landsholdsmålmanden er bestemt ikke afvisende over for at slå sig ned i hjemlandet – for første gang i sit liv.
Det fortæller han i et interview med B.T.

»Danmark er og har altid været mit hjem. Det er der ingen diskussion om,« lyder det fra Celtic-stjernen, der har boet det meste af sit liv i England, inden turen de seneste år er gået til Frankrig, Belgien og Skotland.
»Min familie og jeg tager det som en oplevelse. Vi har været heldige at bo nogle fantastiske steder i verden. Vi har venner i hele Europa. Vores liv var bygget op i England, men Frankrig var også et fantastisk sted at bo. Vi har været heldige at få nogle dejlige minder og oplevelser sammen,« lyder det videre.
Med en lang og travl karriere på grønsværen har det derfor kun været muligt for Kasper Schmeichel at være på ferie i hjemlandet.
Men det har han så også været hvert eneste år.
»Hver sommer er jeg altid taget til Danmark. 'Hjem' har aldrig været andre steder for mig,« slår landsholdskeeperen fast.
Og det samme gælder for familien.
Men alligevel tør han ikke at garantere, at det med sikkerhed ender med en permanent bopæl i Danmark efter karrieren.
»Vi tager tingene, som de kommer. Vi prøver at leve i nuet og nyde hvert øjeblik. De store fremtidsplaner tager vi stille og roligt,« afslutter han.
38-årige Kasper Schmeichel har kontrakt med skotske Celtic indtil sommeren 2026.
Han har tre børn sammen med hustruen, Stine Gyldenbrand Schmeichel.

