Peter Schmeichel spøger som træner i League One-klubben Carlisle

Peter Schmeichel kan være tæt på at lande sit første trænerjob i England. Ifølge engelsk presse så er den tidligere danske landsholdskæmpe favorit til at overtage tøjlerne i Carlisle.

League One-klubben ligger i bunden af tabellen, og spås en sæson hvor der skal kæmpes mod nedrykning, men en dårlig start kostede Greg Abbott jobbet i den nordvestengelske klub. bare 15 kilometer fra den skotske grænse.

Seks kampe har bare givet to point, og det var trods alt mere end klubledelsen vil stå model til. BT har kontaktet Peter Schmeichels agent Mads Frederiksen for at høre til jobbet i Carlisle, men uden held.

- Peter har ingen kommentar, skriver Mads Frederiksen tilbage i en mail. Peter Schmeichel har dog udtalt sig til Sky Sports:

- På et eller andet tidspunkt indser man, at fodbold er ens liv, og at man bare vil tilbage i branchen. Jeg er afhængig af engelsk fodbold, og det er det eneste sted, som jeg vil arbejde.

Peter Schmeichel har ellers i en årrække arbejdet med tv og en senest en ambassadørrolle for Manchester United, men er klar til at prøve kræfter med trænerfaget. Carlisles presseafdeling ønsker heller ikke at knytte en bemærkning til spekulationerne.

Umiddelbart lyder League One, Carlisle og hjemmebanen Brunton Park måske ikke super-sexet for en tidligere spiller med et cv som Peter Schmeichel, men der kan være ganske god mening i at tage et par år som træner uden for rampelyset.

Jan Mølby har tidligere forklaret, at klubberne i Premier League og The Championship som regel arbejder med den samme pulje trænernavne, men hvis et i forvejen kendt navn gør det godt i de lavere rækker, så kan vejen til et mere attraktivt job være kort.

Blandt det nuværende kabinet af trænere i Premier League så er der da også mere end en stor håndfuld, der har oparbejdet værdifuld trænererfaring hos mindre hold. Det kan være samme vej at gå for Peter Schmeichel - hvis han altså får opgaven.

Assistenttræner Graham Kavanagh står i spidsen for Carlisle i weekendens kamp mod Sheffield United, men herefter ventes der udpeget en permanent træner. Kavanagh menes dog at være danskerens største konkurrent, så hvis ireren laver et godt resultat mod den falmede storklub Sheffield United, kan jobbet blive hans.

Hvis man skal tro en afstemning på nettet, så har tilhængerne på det 18.000 kapacitets store Brunton Park Peter Schmeichel som favorit ud af et fem mands stort kandidatfelt. 26 procent stemmer for danskeren, 10 procent for spanske Zigor Aranalde, 4 procent for David Unsworth, 7 procent for Paul Simpson og 4 procent for Kavanagh. Til gengæld ser hele 49 procent hellere, at der findes en helt anden træner.

KANDIDATERNE

Graham Kavanagh
Ireren med det stålfarvede hår har en lang spillerkarriere bag sig som den hårdarbejdende midtbanekrabat med syngende tacklinger og aldrig giv op-attitude.

Paul Simpson
Født i Carlisle og har tidligere taget holdet fra non-league til League 1. Senere fyret i klubber som Preston og Shrewsbury og nu leder af portugisisk fodboldakademi.

David Unsworth
Den tidligere Everton-forsvarer har haft sit spillerstop i 2009 haft assistentjobs i Preston og Sheffield United. Anset som stort og eftertragtet trænertalent.

Zigor Aranalde
Spanieren spillede otte år i mindre engelske klubber heraf fire i Carlisle. Har stadig bopæl i England, da han arbejder som scout for Brighton & Hove Albion i The Championship.

Peter Schmeichel
Danskeren har et vindergen udover det sædvanlige og vandt i sin tid i Manchester United hele 15 titler. Han har ingen trænererfaring, men et stort netværk, der kan skaffe de spillere, der hjælpe Carlisle til overlevelse.

DE HAR TAGET DEN LANGE VEJ TIL RAMPELYSET

Steve Bruce, Hull
Schmeichels tidligere holdkammerat har tjent til dagen og vejen i Sheffield United, Huddersfield, Wigan og Crystal Palace i de lavere rækker. Nu i Premier League med Hull.

Roberto Martinez, Everton
Grundlagde Swanseas tekniske spillestil i League One og rykkede senere til Wigan og Premier League. Nu et top-job med traditionsklubben Everton.

David Moyes, Manchester United
Tog allerede sit første trænerdiplom som 22-årig og tog fire år i sit første cheftrænerjob med Preston. Så fulgte 11 år med Everton, før han blev headhuntet af Alex Ferguson som landsmandens afløser hos de røde djævle.

Malky Mackay, Cardiff
Skotten var som spiller en kontant stopper, og med samme fremgangsmåde fik han reddet Watfords liv i The Championship i hans første trænersæson. Siden udpeget til at sikre Cardiff oprykning.

Ian Holloway, Crystal Palace
Den åbenmundede englænder har trænet et hav af klubber i de lavere rækker, og prøver nu for anden gang kræfter med Premier League.

Paul Lambert, Aston Villa
Præsterede at tage Norwich fra League One til Premier League på bare to år. Den tidligere Dortmund-spiller skal genrejse Aston Villa.

Brendan Rodgers,
Liverpool Absolut ingen stor spillerkarriere, men har taget den lange vej til Anfield via jobs i Watford, Reading og Swansea, som han sikrede oprykning til Premier League.

Paolo di Canio, Sunderland
Den iltre italiener sparkede døren ind til trænerbranchen i England, da han tog upåagtede Swindon fra League Two til League One med en boldbesiddende spillestil, der gjorde dem til kandidater til endnu en oprykning.