Kasper Schmeichels storspil har gjort ham til en eftertragtet herre.

Det er næppe for meget at kalde denne sæson for Kasper Schmeichels bedste i karrieren. Han er blevet landsholdets sikre ankermand, og så er han en helt afgørende årsag til, at Leicester City helt sensationelt topper Premier League med bare 15 spillerunder tilbage.

Det har fået engelske medier til at spekulere i interesse fra engelske storklubber. Som søn af Manchester United-legenden Peter Schmeichel har Kasper Schmeichel altid haft en kortere vej til de engelske spalter, men i år er historierne et direkte resultat af imponerende præstationer i Leicesters mål.

Forrige weekend var det engelske The Mirror, der breakede historien om, at Liverpools tyske manager Jürgen Klopp har set sig varm på den danske keeper, som i sommeren 2014 underskrev en ny fire-årig kontrakt med 'The Foxes'. Ifølge mediet søger karismatiske Klopp konkurrence til Liverpools belgiske målmand Simon Mignolet, som aldrig har vist sig som en sikker sidste skanse hos The Reds. Af de mere løse rygter har Kasper Schmeichel også været sat i forbindelse med Manchester United.

Med blot timer til transfervinduets lukning og et Leicester-mandskab, der stormer mod en historisk præstation i Premier League skal man dog ikke forvente et pludseligt vintersalg. Men interessen for Kasper Schmeichel er der. Det bekræfter direktør i F.reklame, Mads Frederiksen, som er manden bag Kasper Schmeichels kommercielle interesser og er med på sidelinjen, hvad angår Kasper Schmeichels spillerkontrakter. Kasper Schmeichels egentlige agent - eller mellemmand, som det nu hedder - er briten Kenneth Shepard.

»Der er stor interesse for Kasper, men det er ikke noget, han spekulerer på. Hans fokus er på Leicester. Denne måned bliver meget afgørende med kampe mod Liverpool, City, og Arsenal,« forklarer Mads Frederiksen over for bt.dk.

Han fortæller videre, at Leicesters sensationelle sæson også på den kommerciale bane har medført øget interesse for 29-årige Schmeichel.

»Interessen for Kasper Schmeichel er heftig, men på den positive måde. Det er lidt af et HC Andersen eventyr med Leicester og noget, som hele fodboldverdenen følger med i. Der er store globale kommercielle muligheder for Kasper.«

For Kasper Schmeichel handler det om at holde begge ben på jorden og fortsætte de gode præstationer, der kan skaffe Leicester en plads i næste sæsons Champions League. Og hvem ved, måske endda et sensationelt engelsk mesterskab.

Spørgsmålet er så, om Leicester også til sommer kan holde på den danske landsholdskeeper.