Danmark har både sikret sig EM-billetten og førstepladsen i EM-kvalen.

Så egentlig er der ikke noget på spil i gruppen, når Danmark mandag aften træder ud på Windsor Park for at afslutte kvalifikationen på udebane mod Nordirland, der ej heller kan nå noget som helst.

Men spørger man Kasper Schmeichel, så er det en stor fed løgn at sige, at der ikke er noget på spil, og at motivationen derfor kan halte.

Det gjorde landsholdsanførerer meget klart, da han fik et - ifølge ham - ‘underligt spørgsmål’ om netop det.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Nej. Aldeles ikke. Det er en underlig ting overhovedet at blive spurgt om. En landskamp er en landskamp.«

»Om der er noget på spil, det er nok noget, at I som journalister eller fans kigger mere på. Når man træder ind på banen, er man i kamp, og man lader op,« siger Schmeichel og slår helt fast:

»Man skal ind at præstere, for du repræsenterer dit lands ry og renommé rundt om i verden.«

»Det er dit eget, din families, din opvækst og alt hvad du har gået og drømt om, det er at trække en landsholdstrøje på. Så om der - i gåseøjne - er eller ikke er noget på spil, så betyder det det samme lige meget hvad.«

Og landstræner Kasper Hjulmand har også flere ting at bruge kampen til - for tiden inden sommerens EM er knap.

»Der er en hel del ting, sådan en kamp kan bruges til, og man kan gribe den an på lidt forskellige måder. Efter denne kamp har jeg lidt lang tid til at gå og forberede 2024, som er et vigtigt landsholdsår, og der skal jeg kigge tilbage på det, der er foregået - inklusiv denne kamp,« siger Hjulmand og tilføjer:

»Det er vigtigt ikke at lave for mange eksperimenter i den korte tid, vi har sammen inden 2024 (EM, red.), så jeg skal være 100 procent afklaret med, hvad vi har i posen.«

Landstræneren peger ligeledes på, at han og spillerne skal forsøge at gentage energien, indsatsen og mentaliteten fra den sløje EM-kvalifikations højdepunkt: 2-1-sejren over Slovenien fredag.

Og samtidig sender han en presbold mod spillerne i periferien af truppen - for til sommerens slutrunde regner Hjulmand med kun at måtte udtage 23 spillere i stedet for de 26 som ved de seneste to.

»Der er færre pladser at spille om, så det er en god ide at vise, at man gerne vil være med. Jeg tror ikke, der bliver holdt igen, og jeg har ikke oplevelsen af, at motivationen mangler, når der spilles landskampe,« siger Hjulmand, der ikke tvivler et sekund på spillernes motivation mandag aften.

Der er kampstart klokken 20.45 dansk tid, og du kan følge hele opgøret på B.T.