»Nej, jeg har ikke set det.«

Sådan lød svaret fra Kasper Dolberg, da han tirsdag mødte pressen i landsholdslejren og blev foreholdt den skarpe kritik, som landsholdslegenden Thomas Gravesen i sidste uge savede den ellers varme angriber over med.

»Han er slet, slet ikke berettiget til en plads i A-landsholdstruppen,« lød det fra Gravesen i et interview med Tipsbladet, der har trukket utallige overskrifter.

Således altså en præstation i sig selv ikke at have set det - men landsholdsangriberen fortalte tirsdag, at der ligger et ganske bevidst fravalg bag.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det kom ikke op på min Instagram. Det er der, jeg er, hvis jeg er på min telefon. Jeg går ikke ind og kigger eller læser fodboldnyheder,« fortalte Dolberg, da B.T. spurgte, hvordan han kunne undgå at have set det.

»Jeg får ikke noget ud af det, synes jeg. Det er ikke et behov, jeg har. Jeg har bare ikke behov for at læse fodboldnyheder generelt.«

»Vi snakker meget fodbold i klubben, og jeg kigger resultater og ser meget fodbold. Men jeg læser ikke så mange fodboldnyheder.«

Dolberg mener dog, at Thomas Gravesen skal have lov at have sin holdning - om man er enig eller ej.

Foto: John Thys/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det skal han vel have lov til, hvis han får noget ud af det. Det må han selv om,« siger angriberen, der heller ikke er blevet konfronteret med de skarpe ord fra Gravesen.

»Hvis der sker noget vanvittigt, så synes jeg også, at det er noget, der bliver nævnt i klubben, men det der er ikke blevet nævnt for mig.«

Kasper Dolberg er udtaget til landsholdets testkampe mod Schweiz og Færøerne, som kan blive Anderlecht-angriberens 44. og 45. landskamp.

På klubplan har 26-årige Dolberg - trods Gravesens kritik - gang i en ganske flot sæson, hvor han er noteret for 13 kasser i den belgiske liga i 29 kampe.