FC København har forlænget kontrakten med den 18-årige midtbanespiller Sean Fetterlein.

Det skriver klubben mandag på sin hjemmeside. 

Sean Fetterlein har været en del af FCK Talent siden januar 2020.

»Sean har været igennem en positiv udvikling på et rigtig godt U19-hold, hvor han har mærket både de hårde og gode perioder,« lyder det fra udviklingsdirektør Morten Grahn i en pressemeddelelse.

Sean Fetterlein siger selv om den nye aftale, at han er 'utrolig stolt' over at have fået muligheden for at forlænge med FC København.

»Der ligger mange timers hårdt arbejde bag, og jeg er taknemmelig for den tillid, klubben viser mig,« siger han i pressemeddelelsen.

Den tidligere sangerinde Saszeline Emanuelle er mor til Sean Fetterlein, som hun har sammen med den tidligere tennisspiller Frederik Fetterlein. 
Den tidligere sangerinde Saszeline Emanuelle er mor til Sean Fetterlein, som hun har sammen med den tidligere tennisspiller Frederik Fetterlein.  Bax Lindhardt

Sean Fetterlein er søn af kendis-forældrene Frederik Fetterlein og Saszeline Emanuelle.

Og Saszeline Emanuelle har også delt nyheden om sønnens nye kontrakt i en story på Instagram.

»Tillykke, min skat. Stolt af dig – du arbejder hårdt for at nå dine mål,« skriver hun i storyen på Instagram lanceret af et billede af Sean Fetterlein, der skriver under på sin nye kontrakt.