Man skulle ikke tro, at Brasilien kunne have så stor betydning for Sanne Troelsgaard.

Alt andet lige er det tilfældet for den danske landsholdsspiller.

Sidst hun spillede mod Brasilien, fik hun samme dag nyheden om, at hendes far havde tabt kampen til lungekræft, og derfor var det også en tydelig berørt Troelsgaard, der gik på banen i dag.

»Da man lige kigger op de sidste par sekunder af nationalsangen og får øje på familien, der bliver jeg sgu lidt rørt. Det var godt, at jeg havde (Rikke, red.) Sevecke ved siden af, som lige kunne give mig et skulderklap. Men det er jo det, fodbold kan. Det er følelser og sammenhold, og det synes jeg også, at vi beviser,« siger Sanne Troelsgaard til B.T. efter den historiske kamp i Parken.

Reading-spilleren støttede sig især op ad familien i den svære tid, hvor hun mistede sin far, og derfor var det da også familien, der fik tårerne frem hos Troelsgaard under fredagens kamp.

»Det er klart, at det bringer nogle minder tilbage. Det beviser også, hvor langt man er kommet, og det er en del af mig nu. Det er en del af min historie. Jeg håber, at jeg kan være med til at inspirere unge mennesker og generelt bare alle, som mister, og sige, at hvis man har opbakning og nogle gode mennesker omkring sig, så kan man stadig fokusere på sin sport.«

Troelsgaard formåede dog at lægge følelserne væk, da dommeren fløjtede kampen op og startede den drøm, hun havde haft, siden hun var barn. En drøm, der opstod i haven, da hun spillede fodbold med sin familie.

En dag skulle hun stå på et stort stadion, og den drøm blev til virkelighed, da hun fredag trådte ind til 21.500 euforiske mennesker på tilskuerrækkerne.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Og hun var da heller ikke i tvivl om, hvor fokus lå, da kampen gik i gang.

»Når kampen går i gang, er det dét, der fylder. Under kampen kunne jeg godt holde tårerne tilbage, så satte jeg hellere en tackling ind i stedet for,« griner 33-årige Troelsgaard, der især havde lagt vægt på sit defensive spil i kampen mod Brasilien.

»Vi kommer til at møde nogle bedre hold til EM, så jeg havde sat et mål om, at jeg skulle vinde mine fysiske dueller. Og at der var en brasilianer, der fløj lidt rundt omkring, det var jo bare dejligt.«

Troelsgaard og resten af det danske landshold formåede at hive en 2-1 sejr hjem efter en scoring af Mille Gejl i dommerens tillægstid, og er dermed klar til EM, der starter om under to uger i England.

De danske kvinders første kamp er den 8. juli, hvor de møder Tyskland.