Offensivspilleren Alexis Sánchez kan støde til Manchester Uniteds træningstur i USA.

Manchester. Fodboldstjernen Alexis Sánchez får alligevel lov til at komme med sit hold på tur til USA.

Den chilenske offensivspiller var ikke med på flyet, da Manchester United-mandskabet søndag tog til USA på træningslejr forud for den kommende sæson.

Sánchez modtog i februar en straf på 16 måneders betinget fængsel for skattesnyd i Spanien.

Ifølge amerikansk lov kan personer, der er fundet skyldige i bedrageri, ikke få visum til at komme ind i landet.

Men nu er der angiveligt fundet en løsning, og han får alligevel lov til at tilslutte sig holdkammeraterne. Det gav han udtryk for på et billede på Instagram med teksten:

- Den sidste træning i Manchester. Snart (amerikansk flag, red.).

Manchester United bekræftede senere, at Sánchez ville flyve til USA og støde til holdet.

Klubben skal blandt andet spille mod AC Milan, Liverpool og Real Madrid under opholdet i USA.

/ritzau/AP