Martin Braithwaite fuldendte en episk onsdag for FC Barcelona.

Danskeren pandede den afgørende scoring ind mod Sevilla i den forlængede spilletid, som sendte storholdet i den spanske pokalfinale.

'En af aftenens helte for Barcelona. Han scorede det mål i den forlængede spilletid, der vendte om på det,' skriver den spanske avis Marca.

Den 29-årige dansker nåede kun at betræde græstæppet i få minutter, før han scorede det mål, der viste sig at være afgørende.

Martin Braithwaite jubler. Han har lige scoret det afgørende mål for FC Barcelona.
Martin Braithwaite jubler. Han har lige scoret det afgørende mål for FC Barcelona. Foto: ALBERT GEA
Vis mere

I den omvendte kamp vandt Sevilla 2-0, og derfor krævede det noget af en præstation fra Barcelona, hvis man skulle spille sig videre.

Men et mål af Gerard Piqué i kampens døende minutter sendte de 22 spillere ud i forlænget spilletid, hvor Braithwaite slog til.

Og nu flyder de sociale medier over med diskussioner, ros og spas om Martin Braithwaite.

Blandt andet denne tråd på Twitter, hvor den danskeren bliver sammenlignet med … den brasilianske angriber Ronaldo.

Sport giver ham karakteren 7 ud af 10 og skriver, at 'Braithwaite fører til ekstase', mens AS kalder ham for en 'uventet helt'.

Hos Mundo Deportivo sammenligner man danskeren med den svenske legende Henrik Larsson. Han bliver kaldt en »lommeudgave af Larsson«, som skal forstås som en light-udgave af den nu pensionerede bomber.

Larsson, der – trods alt – ikke må siges at have haft sin storhedstid i FC Barcelona, er i dag assistenttræner for Ronald Koeman i klubben.

Selv sendte Martin Braithwaite det meste af hæderen i retning af sin holdkammerat Andre Ter Stegen, der reddede Lucas Ocampos' straffespark og holdt liv i Barcelonas chancer under den regulære spilletid.

»Ter Stegens redning var vigtigere end mit mål. Han gav os muligheden for at komme tilbage. Det er en spiller, som altid er der for at redde holdet,« sagde Braithwaite ydmygt til Barca tv efter kampen, mens keeperen stod ved siden af.

Barcelona vandt opgøret 3-0.

Martin Braithwaite har spillet 32 kampe for FC Barcelona i denne sæson, hvor det er blevet til syv mål og fire målgivende afleveringer.