Mohamed Salah blev søndag aften belønnet med titlen som årets bedste spiller i Premier League.

Det er første gang, at prisen tilfalder en egypter, men Liverpools målmager var svær at komme uden om, da han har scoret imponerende 41 mål i alle turneringer, siden han kom til Beatles-byen fra Roma sidste år.

Salahs målstime har blandt andet hjulpet Liverpool frem til semifinalen i Champions League, og i øjeblikket ligger holdet i den eftertragtede top-4 i Premier League.

Læs også: Medie: Mourinho siger ja - rekordkøb må gerne forlade United

Mohamed Salah fik prisen ved en uddeling i London søndag aften, blot to dage inden Liverpool møder Roma i den første af to semifinaleopgør i Champions League.

Det bliver et gensyn med klubben, der solgte egypteren for 47 millioner euro sidste år. På det tidspunkt lignede købet en vovet satsning for Liverpool, men 46 kampe senere har Salah mere end bevist sit værd.

Ved søndagens prisuddeling endte 25-årige Salah øverst på en liste med seks spillere, der var blevet udnævnt af repræsentanter for 92 professionelle fodboldhold.

Læs også: Jores Okore kaldte dommer racist: Her er hans undskyldning

»Det er en stor ære. Jeg har arbejdet meget hårdt, og jeg er glad for at modtage denne pris,« siger Mohamed Salah.

Nummer to blev Manchester Citys Kevin De Bruyne, der var nomineret sammen med sine to holdkammerater Leroy Sane og David Silva.

Også Tottenhams angriber Harry Kane og Manchester United-målmand David De Gea var nominerede.

Leroy Sane løb med prisen som årets bedste unge spiller.

/ritzau/AP