Salah forhandler med tyrkisk storklub efter Liverpool-æra
Ifølge Trabzonspor ankommer Mohamed Salah til Tyrkiet onsdag, hvor han skal forhandle med klubben om skifte.

Ifølge Trabzonspor ankommer Mohamed Salah til Tyrkiet onsdag, hvor han skal forhandle med klubben om skifte.

Den egyptiske stjernespiller Mohamed Salah er i forhandlinger med Trabzonspor om et skifte til den tyrkiske klub.
Det skriver den tyrkiske storklub på det sociale medie X.
Salah lander i Istanbul onsdag klokken 12 og ventes at ankomme til byen Trabzon samme aften, lyder det.
Den 34-årige angriber forlod Liverpool ved udgangen af sidste sæson efter ni succesfulde år, hvor han var med til at vinde Champions League og to engelske mesterskaber.
Salah scorede 257 mål i 442 kampe for Liverpool på tværs af alle turneringer. Han er dermed den tredjemest scorende spiller i klubbens historie.
Han har desuden scoret 193 mål i Premier League, heraf 191 for Liverpool. Det placerer ham som nummer fire på ligaens topscorerliste efter Alan Shearer, Harry Kane og Wayne Rooney.
Salah var langt fra sit bedste i den seneste sæson på Liverpool-holdet, der skuffede. Salah scorede blot syv ligamål.
Han spillede senest ved VM, hvor han var med til at føre Egypten til ottendedelsfinalen for første gang siden 1934.
Holdet endte med at smide en føring på 2-0 og led et smertefuldt nederlag til Argentina, som nåede hele vejen til finalen.
Salah har scoret 66 mål i 119 landskampe for Egypten og regnes for en af de mest succesrige afrikanske fodboldspillere gennem tiden.
Egypteren har også tidligere været sat i forbindelse med Trabzonspors rival Besiktas.
Trabzonspor sluttede på tredjepladsen i den tyrkiske liga i sidste sæson, ni point foran Besiktas, og klubben kvalificerede sig dermed til playoff-runden i Europa League.
RITZAU/AFP