Den egyptiske målmaskine vil ikke videre fra Liverpool, når hans kontrakt udløber i juni 2023.

Liverpools egyptiske stjernespiller Mohamed Salah drømmer om at afslutte sin karriere i den engelske klub.

Det siger han fredag i et interview med Sky Sports forud for rivalopgøret mellem Liverpool og Manchester United søndag.

Egypterens kontrakt med Liverpool står til at udløbe i juni 2023.

Men står det til den 29-årige fodboldspiller selv, så må den meget gerne blive forlænget.

- Hvis du spørger mig, så ville jeg elske at blive her indtil den sidste dag af min fodboldkarriere, men jeg kan ikke sige så meget om det. Det er ikke i mine hænder. Det kommer an på, hvad klubben vil, siger Salah.

- I øjeblikket kan jeg ikke forestille mig at skulle spille imod Liverpool nogensinde. Jeg har ikke lyst til at tale om det, men det ville gøre mig meget ked af det.

- Men lad os se, hvad der sker i fremtiden.

Egypterens udmelding vil uden tvivl være sød musik i ørerne på Liverpools fans, der i denne sæson har kunnet se Salah score 12 mål i 11 kampe.

I midtugens Champions League-kamp mod Atlético Madrid blev Mohamed Salah også den første Liverpool-spiller nogensinde til at score i ni kampe i træk, og det fik forleden holdets manager, Jürgen Klopp, til at kalde angriberen "den bedste spiller i verden" for tiden.

- Det lyder godt i mine ører, men det er altid holdningsbaseret, siger Salah til Sky Sports.

- Jeg kan ikke sige, at jeg er den bedste spiller i verden, fordi nogle folk vil være enige, mens andre ikke vil.

- I mit hoved er jeg altid den bedste spiller. Jeg prøver altid at have den selvtillid i hovedet. Det er lige meget, om folk er enige med dig eller ej.

Mohamed Salah skiftede til Liverpool fra italienske Roma i 2017. Han har siden scoret 137 mål i 214 kampe for den engelske klub, der inden opgøret mod United søndag ligger på en andenplads i Premier League.

/ritzau/