Københavns Byret har afgjort, at Parken skal betale 3,75 millioner kroner til rederiet Clipper.

Parken bliver dog friholdt for at betale beløbet. Det skyldes, at det i stedet bliver den tidligere bestyrelsesformand Flemming Østergaard og tidligere administrerende direktør Jørgen Glistrup, som skal betale.

'Ved dommen, der er blevet behandlet af tre dommere, bestemmer retten, at Parken skal betale 3.750.000 kronertil Clipper, og at en tidligere bestyrelsesformand og en tidligere administrerende direktør solidarisk skal friholde Parken for beløbet på 3.750.000 kroner,' lyder det i afgørelsen.

Det fremgår af byrettens dom, der er offentliggjort på rettens hjemmeside. Sagen har været for retten fredag klokken 13, og den er blevet behandlet af tre dommere.

Beløbet på 3,75 millioner kroner er dog væsentligt mindre, end det Clipper Group havde krævet i sagen. Selskabet havde således påstået et krav på 82.978.800 kroner med tillæg af renter.

Flemming Østergaard stod som bestyrelsesformand i spidsen for Parken sammen med direktør Jørgen Glistrup, da rederiet Clipper Group i 2008 købte aktier i Parken for et stort millionbeløb.

Aktierne blev købt til kurs 1.200. Men de blev kun to år senere solgt til en kurs på langt under 100. Investeringen medførte et tab på knap 83 millioner kroner, som var det beløb, Clipper Group krævede i erstatning.

Kursen på købstidspunktet var manipuleret og på et kunstigt højt niveau, mener rederiet, der derfor stævnede Parken Sport & Entertainment.

Kort før dommen anmodede Parken Sport og Entertainment om at få suspenderet handlen med aktien, indtil Parken var blevet bekendt med dommen.

Parken oplyser i en fondsbørsmeddelelse, at den nu vil analysere dommen.

B.T Sport har været i kontakt med Flemming Østergaard, der lige nu ikke ønsker at udtale sig. Han henviser i stedet til sin advokat.

Opdateres...