Danske fodboldfans kan igen se frem til at se kampe fra to af Europas største ligaer, når de tænder for fjernsynet.

Streamingtjenesten Strive og TV2 har således indgået en aftale, der betyder, at TV2 Sport og TV2 Play hver uge kan sende en ugentlig topkamp fra den spanske Primera Division og den italienske Serie A.

Det skriver TV2 i en pressemeddelelse.

Dermed vil superstjerner som Lionel Messi og Cristiano Ronaldo igen tone frem på tv'et, efter at de to ligaer i den første halvdel af sæsonen kun har kunnet ses på Strive.

»Dette er en unik aftale for os. Efter fire succesrige år med TV2 Sport er det tid til at tage det næste store skridt. Det gør vi nu med fodbold fra den absolut øverste hylde,« siger sportschef på TV2, Frederik Lauesen, i pressemeddelelsen.

Da Strive sidste år meddelte, at man havde sikret sig rettighederne, lød der ellers anderledes toner fra direktøren fra moderselskabet IMG, Kristian Hysén.

Han sagde, at man under ingen omstændigheder ville videresælge rettighederne til andre tv-selskaber:

»Som det er nu, så er det en rettighed, der eksklusivt kommer til at ligge hos Strive. Så vil vi med tiden vurdere, om der sideløbende vil være en pointe i at lave en regulær Strive-kanal med dele af indholdet, som kan distribueres via de sædvanlige tv-operatører som et supplement. Men ingen andre kanaler som Viasat eller Discovery kommer til at sende Serie A eller La Liga. Det vil undergrave hele forretningsmodellen,« sagde Kristian Hysén dengang til B.T.

Nu lyder der lidt andre toner fra ham om den nye aftale med TV2 Sport.

»Vi ser frem til at tilbyde vores streamingtjeneste Strive via TV2 og TV2 PLAY – den stærkeste lokale tv-virksomhed og streamingudbyder på det danske marked. Vi kunne ikke ønske os en bedre partner i arbejdet med at gøre verdens bedste fodboldklubber og -spillere mere synlige og tilgængelige for de danske fodboldfans, så de nemt kan nyde den unikke fodboldkvalitet, som La Liga og Serie A byder på hver uge,« siger Kristian Hysen, administrerende direktør for IMG Nordic.

Aftalen mellem Strive og TV2 starter i den første weekend i februar og løber frem til sommeren 2021.

Der har flere gange været stor kritik af Strive for blandt andet dårlig kvalitet af billederne. Læs mere om det