Man skulle tro, det var løgn. 

Men den er desværre god nok.

Det danske landshold er IGEN ramt af det deciderede skades- og sygdomshelvede, der raser hos de rød-hvide i øjeblikket.

»Vi har ikke set noget lignende. Det er lidt voldsomt at have ni ude og sende fem hjem, fra man møder ind mandag. Det er fuldstændig vanvittigt,« siger landstræner Brian Riemer.

Tirsdag var det forsvarsspilleren Viktor Baks tur til at forlade landsholdslejren grundet sygdom. 

Men der er intet i omløb i truppen, forsikrer Brian Riemer.

Andreas Skov Olsen og Nikolas Nartey er blandt de efterudtagede spillere. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

»Det er ikke noget alvorligt eller farligt, men vi ville ikke tage nogen risiko. Så vi sendte ham hjem med det samme.«

»Ingen stress overhovedet. Det er en super lægebeslutning. Små symptomer, og så er det ud. Men han har det godt, han er selv kørt hjem, og der er ingen problemer,« siger landstræneren.

Baks afgang betyder, at seks spillere, som landstræneren udtog for to uger siden, nu er rejst hjem: Alexander Bah, Andreas Christensen, Patrick Dorgu, Albert Grønbæk, Kasper Dolberg og nu altså også FC Midtjylland-spilleren.

I forvejen var Christian Eriksen, Mathias Jensen og William Osula utilgængelige, da Brian Riemer udtog truppen.

»Lige så meget, jeg er optimist, så bliver jeg nødt til at sige, at det er noget møg,« siger Brian Riemer.

Mandag efterudtog landstræneren Nikolas Nartey og Andreas Skov Olsen, men der kommer ingen erstatning for Viktor Bak.

På torsdag møder Danmark Portugal i Parken. På søndag gælder det Wales i Cardiff.

B.T. Fodbold

Panelet gør halvvejs status over landsholdet efter et nederlag i Oslo og en sejr i København. Og så ser de frem mod torsdagens Portugal-brag. Der bliver også tid til at vende et kontroversielt klubskifte i Superligaen, snakke om en forhadt ny fodboldtrøje - og drøfte Manchester City-sagen. Vært: Lasse Vøge Medvært: Johnny Kokborg Producere: Frederik Riis-Jacobsen og Markus Erfurth Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.