Nogle vælger de lyserøde. Andre spiller i neon-grønne. Nogle i mørke farver.
Og så er der Erik Lamela. Den 28-årige Tottenham-spiller har efter tirsdagens kamp mod Chelsea fået stor opmærksomhed.
Det skyldes hans valg af fodboldstøvler. Ikke fordi farverne i sig selv er voldsomme, men den opmærksomme vil bemærke, at støvlerne ikke er ens.
Under kampen spillede han nemlig med en blå på sin venstre fod og en rød på den højre. Og den sjove detalje var da også noget, han blev spurgt til efter kampen af Sky Sports.

Erik Lamela afviser dog, at det særlige valg af støvler skyldes overtro.
»Nej, nej. Jeg har et problem med min højre fod. Og derfor er Adidas ved at lave en ny støvle til mig. Den skulle meget gerne ankomme i morgen. Så lige nu spiller jeg sådan her,« lød det med et smil fra Tottenham-spilleren efter kampen.
Carabao Cup-opgøret mellem Tottenham og Chelsea sluttede 1-1, efter netop Erik Lamela udlignede i det 84. minut. Det endte med, at kampens vinder skulle findes ved hjælp af straffesparkskonkurrence.
Her trak Tottenham det længste strå, og dermed er de videre i turneringen.


