378 dage.
Så længe har Nicklas Bendtner haft sit hus i Nordjælland til salg, uden at nogen har bidt på.
Han købte det i 2020 for 12,9 millioner kroner, og i tv-serien 'Bendtner & Philine', hvor han optrådte sammen med ekskæresten Philine Roepstorff, kunne man se, at boligen bliver shinet op.
Salgsprisen hos liebhavermægleren Ivan Eltoft er 35 millioner – og den er der ikke blevet pillet ved trods et ellers presset boligmarked.
»I 2020 blev alt bulldozet ud og bygget op med en arkitekts forståelse for, hvordan en ejendom på små 90 år får en ny, charmerende levetid de næste mange årtier,« lyder det i salgsannoncen.
Boligarealet er 427 kvadratmeter, og grunden er over 22.000 kvadratmeter.
Før ejendommen kom på Bendtners hænder, blev den i 2018 forsøgt handlet til lige knap 18 millioner. Dernæst røg den af og på markedet og sluttede med en pris på 15 millioner kroner, som Bendtner så fik slået over to millioner yderligere af.
Han spillede sin sidste professionelle kamp i efteråret 2019, og sidste år kunne B.T. fortælle, at den tidligere Arsenal-angriber havde bestået sin eksamen på A-træneruddannelsen hos DBU. Siden da har han lavet tv og podcast, men der har ikke været nyt om en tilbagevenden til fodboldverdenen.