Jean-Kévin Augustin og Nordi Mukiele blev taget i at spille på deres telefoner kort før Europa League-kamp.

RB Leipzig-duoen Jean-Kévin Augustin og Nordi Mukiele må formentlig kigge langt efter spilletid, når klubben søndag aften møder Eintracht Frankfurt i Bundesligaen.

De to franskmænd på henholdsvis 21 og 20 år er faldet i unåde hos træner Ralf Rangnick i forbindelse med torsdagens Europa League-kamp, som Leipzig hjemme tabte 2-3 til Red Bull Salzburg.

Ifølge den tyske avis Bild blev de to spillere taget på fersk gerning i at spille et spil på deres mobiltelefoner kort inden kampstart.

Resten af holdet erfarede, at de to spillere manglede og fandt dem i gang med spillet iført høretelefoner på Leipzig-bænken.

Brug af mobiltelefoner er strengt forbudt i opladningen til kampe i den tyske klub.

Rangnick blev først bekendt med episoden fredag morgen, men havde udskiftet begge spillere i pausen torsdag aften, da de havde leveret under niveau.

- Der er ting, der forklarer, hvorfor nogle spillere ikke var klar til kampen.

- Det er fuldstændig åndssvagt, at vi rejser Europa tynd i tre måneder for at kvalificere os, når nogle spillere tager sådan på opgaven.

- Vi vil helt sikkert straffe dem hårdt, tordner træneren i Bild.

Danske Yussuf Poulsen kom i øvrigt på banen i stedet for Augustin, og Poulsen stod for udligningen til 2-2 med otte minutter tilbage, men Salzburg slog tilbage med sejrsmålet kort før tid.

Det er ikke første gang, at unge Augustin gør sig uheldigt bemærket.

Tidligere på måneden meldte han afbud til en U21-landskamp for Frankrig med henvisning til en skade, blot for at spille en træningskamp for Leipzig i stedet.

For et år siden blev den tidligere Paris Saint-Germain-angriber smidt ud af U21-truppen efter intern ballade, og han blev suspenderet i flere måneder.

/ritzau/