»Vi GÅR, HVIS HYBALLA SLÅR.«

Sådan stod der på et banner, som Sabrina Louise Christiansen søndag eftermiddag var mødt op med på Esbjerg Stadion. Banneret var en protest med klubbens nye træner, Peter Hyballa, der de seneste uger har været i vælten.

Det hele startede, da B.T. kunne afsløre, hvordan den tyske træner har udsat spillere for blandt andet fysiske afstraffelser og verbale ydmygelser, mens flere profiler er blevet degraderet til U/19-holdet. Det har medført stor kritik og betydet, at klubben er blevet meldt til Arbejdstilsynet af Spillerforeningen på grund af hans hårdhændede metoder.

Men Sabrina Louise Christiansens banner fik ikke lov til at blive hængende længe forud for 1. divisionskampen mellem Esbjerg og Vendsyssel.

Sabrina Louise Christiansen fortæller, at klubbens forklaring på, hvorfor banneret blev fjernet, ikke stemmer overens med den forklaring, hun selv fik.
Sabrina Louise Christiansen fortæller, at klubbens forklaring på, hvorfor banneret blev fjernet, ikke stemmer overens med den forklaring, hun selv fik. Foto: Privat
Vis mere

»Det får lov til at hænge der under opvarmningen, men syv-otte minutter før kampstart kommer der to stewarder hen og siger, at de bliver nødt til at fjerne det,« fortæller hun til B.T.

»Da vi spørger hvorfor, fortæller de, at det er på grund af teksten. Og det forstår vi ikke, for det overskrider ikke nogen retningslinjer. Det har vi på forhånd tjekket og læst op på, inden vi lavede det.«

Efterfølgende kunne B.T. fortælle Sabrina Christiansen, at Esbjergs forklaring går på, at det blev fjernet, fordi det overdækkede nogle reklamebander.

Men den køber hun ikke.

»Det var ikke den forklaring, vi fik. For havde vi fået den forklaring, så ville vi jo bare have rykket banneret længere op, så det ikke overdækkede noget. Og det kunne de også have sagt til os i stedet for at konfiskere banneret på grund af teksten, som var deres argument.«

B.T. har på baggrund af Sabrina Christiansens oplevelse været i kontakt med Esbjergs sikkerhedschef, Jan Lindhardt:

Hvorfor fjernede I banneret?

»Vi fjernede det, fordi vi var nogle sponsorer, der har betalt for at have et reklameskilt hængende, og der hang det nedover, så man ikke kunne se reklamerne.«

Sabrina siger, at stewarden fortalte hende, at det var på grund af teksten, at det blev fjernet. Hvordan stemmer det overens?

»Okay … Jamen, det ved jeg ikke noget om. De fik at vide, at det skulle flyttes, fordi det hænger over de reklameskilte, der er. Altså, teksten er jeg sådan set ligeglad med. Vi har før haft en sportsdirektør i foråret, som der var rigtig mange, der var efter, og der var der mange bannere, og de blev ikke fjernet. Så det er ene og alene, fordi der er nogen, der betaler rigtig mange penge for at have nogle bandereklamer.«

Sabrina siger, at hvis de havde fået det at vide, så havde de bare flyttet det. Kan du forstå, at din forklaring lyder en smule underlig og belejlig?

»Jeg kan ikke … jeg … jeg kan ikke sige, hvad der er blevet sagt ordret deroppe. Det kan jeg ikke give dig noget svar på, for jeg har ikke været der. Jeg ved, hvad de har fået at vide, og hun har også kunnet få sit banner, så der er ikke noget i det.«

Den 45-årige tysker Peter Hyballa blev præsenteret som Esbjergs nye cheftræner i slutningen af maj.
Den 45-årige tysker Peter Hyballa blev præsenteret som Esbjergs nye cheftræner i slutningen af maj. Foto: Esbjerg fB
Vis mere

Er det normal procedure, at I konfiskerer et banner, hvis det overdækker en reklame?

»Det er ikke blevet konfiskeret. Hun har fået lov til at have det banner.«

Men det blev midlertidigt konfiskeret, og hun fik at vide, at hun først kunne få det igen efter kampen. Er det sådan, I normalt gør det?

»Vi plejer at bede om, at folk flytter deres banner. Nu kan jeg ikke svare på, om hun har sagt, at hun ikke vil flytte det, og de så har sagt til hende, at hun kan hente det efter kampen. Det skal jeg ikke kunne svare på.«

Er der blevet begået en fejl, hvis hun har fået at vide, at det var på grund af teksten, at det blev fjernet?

»Prøv og hør her. Jeg synes ikke, at der er blevet begået nogen fejl. Jeg kan bare sige til dig, at vi har nogle, der betaler rigtig mange penge for at have nogle bandereklamer, og der har det hængt ud over, og derfor er det blevet bedt om at blive fjernet. Om hun så har sagt, at hun ikke vil fjerne det, og vi så har gjort det for hende, det er meget muligt, men der skete så meget andet i den kamp, så jeg gik ikke op i, om det banner blev tilbageleveret eller hentet efter kampen.«

Må fans ikke udtrykke utilfreds med klubben via bannere?

»Jo, det må de gerne, og dem var der også rigtig mange af tilbage i foråret, da der var rigtig meget polemik med en sportsdirektør. Og ingen af de bannere blev fjernet.«

Ærgrer du dig over, at det er kommet dertil, hvor en fan har haft en oplevelse af, at det blev fjernet på grund af en bestemt tekst?

»Prøv og hør … Du bliver ved med at køre i det med den tekst. Jeg bliver nødt til at sige til dig, at den hang ned over en reklamebande. Det er selvfølgelig ærgerligt, hvis hun har misforstået et eller andet, eller der er blevet sagt et eller andet forkert. Det er jeg rigtig ked af, men som sagt så har vi også haft rigtig mange ytringer, hvor der ikke blev gjort noget. Vi plejer ikke at fjerne noget. Skal vi ikke holde den der?«

B.T. har efter interviewet med Esbjergs sikkerhedschef igen været i kontakt med Sabrina Louise Christiansen.

Hun afviser, at hun fik muligheden for selv at fjerne eller flytte banneret. I stedet kunne det hentes igen efter kampens afslutning.

Esbjerg var bagud 0-1 til Vendsyssel, da kampen blev afblæst på grund af et tordenvejr.