Det så ud, som om de i HB Køge skulle lytte til Volbeat i lang tid – ja, måske for eeeeeevigt!

Sangen 'For evigt' havde vundet en afstemning om at være ny indløbssang på klubbens nye hjemmebane – men det var sket på grund af en snedig joke.

Derfor har HB Køge nu droppet Volbeat-megahittet.

»HB Køge er vores ærkerival. Da de tog deres nye stadion i brug sidste år, lavede de en afstemning på deres hjemmeside om, hvilken indløbssang holdet skulle have. Så hjalp vi dem lidt på vej,« siger FC Roskilde-fan Christian Møller Jensen.

Foto: Betina Garcia
Vis mere

Nu meddeler HB Køge, at klubben ikke med sikkerhed kan vide, om sangen alligevel havde vundet afstemningen, selvom FC Roskildes fans ikke havde stemt på den, men HB Køge har taget tvivlen til efterretning.

'Derfor skifter HB Køge til en ny indløbssang, der er udvalgt af spillertruppen. Den nye indløbssang får premiere i weekendens hjemmekamp mod Fremad Amager,' skriver HB Køge, som har Per Rud som direktør, på klubbens hjemmeside.

I afstemningen på HB Køges hjemmeside var der oprindeligt 10 sange, man kunne vælge imellem, og en af sangene var Køges fans slet ikke interesseret i at få – nemlig Volbeats 'For evigt', som blandt fodboldfans er blevet stemplet som en vaskeægte håndboldhal-sang.

Det opsnappede Christian Møller Jensen og andre Roskilde-fans, fortæller han til B.T Sport.

»Deres egen fans var imod, at man overhovedet kunne stemme på den. Da vi fik færten af, at de havde det sådan, så hjalp vi dem lidt. 'For evigt' er jo blevet synonymet for hele håndbold-Danmark, og da de havde den oppe som en ud af de 10 sange, man kunne stemme på, valgte vi at gå ind og stemme på den,« siger Christian Møller Jensen.

For at man kunne stemme på en sang, skulle man indtaste sin e-mail-adresse. Og det gjorde mange af Roskildes fans. De indtastede faktisk rigtig mange forskellige e-mail-adresser:

»Vi var 20-25 fans, der var inde og stemme på den op mod 10 gange med 10 forskellige e-mail. Flere stemte op mod 10-15 gange. Mange af de e-mail, vi fandt på, var så åndssvage, at vi egentlig ikke troede, at de ville gå igennem. Men det gjorde de. 'For evigt' endte med at vinde ret suverænt,« fortæller Christian Møller Jensen.

Ifølge HB Køges nyhed fra denne uge om den nyvalgte indløbssang vandt 'For evigt' ganske rigtigt ret så suverænt. Over 38 procent af stemmerne havnede på den udskældte sang. Christian Møller Jensen er ikke bleg for at indrømme, at de to klubber har et hadforhold til hinanden. Men de to fangrupper kan også finde ud af det sammen:

Foto: ANTHONY ANEX
Vis mere

»Man hader Køge temmelig meget, også fordi de snuppede supersygehuset fra os, og de har taget intercity-togene, så de kører igennem Køge. Deres fodboldhold er også en af grundene. Men det er rivalisering med et glimt i øjet. Vores fanklubber arrangerer også fodboldstævner sammen,« siger Christian Møller Jensen.

Det var under opgøret i Roskilde mod HB Køge i onsdags, at Roskilde løftede sløret for deres lille 'stunt'. Der blev uddelt flyers til de medrejsende Køge-fans, hvorpå man kunne se FC Roskilde-tilhængernes udvekslinger om planen.

I kampens pause havde fanklubben skrevet et lille manuskript til stadionspeakeren, som han læste op. Manuskriptet lød således:

»Fanklubben vil gerne hilse HB Køges tilrejsende fans og ønske dem tillykke med indløbssangen på det nye stadion. Der er få, der fortjener hinanden mere end Svanerne, klappepølser, Black Swans og hele håndbold-Danmarks lovsang 'For evigt' med Johan Olsen og Volbeat.«

Foto: Facebook
Vis mere

»Så før hjemveen bliver for overdrevet, og savnet af harpiks og hårbånd for overvældende, synes jeg, vi skal spille den for de få, der har taget turen. Uden yderligere omsvøb. Her kommer den igen. HB Køges nye indløbssang og hele Danmarks håndboldhymne nummer ét! Kom så! Frem med klappepølserne!,« lød det fra speakerboksen.

Siden onsdagens opgør har Roskildes fans ikke hørt noget fra Køge-lejren. B.T. Sport har til gengæld talt med sportsdirektøren i HB Køge, Per Rud, om hændelsen:

»Det var en god 'prank'. Vi har grinet meget ad den her bagefter. 1-0 til Roskilde for den. Heldigvis gik kampen i vor retning,« siger Per Rud.

I onsdagens kamp trak HB Køge det længste strå, og de vandt kampen med 3-2 i Roskilde.