»Vi vil brække dine ben.«
Det er blot en af de kommentarer, som Arsenal-anføren Granit Xhaka har måtte stå model til i den seneste tid.
Og det blev for meget for Xhaka i søndags, da han blev skiftet ud i kampen mod Crystal Palace, hvor schweizeren gestikulerede ud mod Arsenal-fansene.
»Følelsen af at blive misforstået af fansene, og gentagende grove kommentarer under kampe og på de sociale medier over de seneste måneder, har såret mig meget,« siger Granit Xhaka blandt andet i en besked, som Arsenal har offentliggjort på Twitter.
Xhaka har været genstand for meget kritik i sin tid Arsenal, og det har taget ekstra til, efter at resultaterne er begyndt at gå mod »The Gunners«.
Det kulminerede så i søndags, hvor anføren og fansene tydeligt ikke var glade for hinanden, hvilket hovedpersonen selv håber, at parterne kan lægge bag sig.
»Folk har sagt ting som: »Vi vil brække dine ben,« »Dræbe din kone« og »Vi håber, at din datter får kræft.« Det har ramt mig, og jeg nåede kogepunktet i søndags. Mit ønske er, at vi kan finde tilbage til en fælles respekt for hinanden og huske, hvorfor vores kærlighed faldt på spillet i første omgang,« siger Xhaka.
Arsenal spiller på lørdag hjemme mod Wolverhampton, og det er endnu uvist, om Granit Xhaka er med fra start, og om han stadig er anfører i klubben.