Danmark skal endnu en gang til europamesterskaberne i fodbold for U21-landshold.

Det står klart, efter at de danske U21-herrer tirsdag vandt over Færøernes ditto i Aalborg og dermed sikrede sig en direkte billet til næste års EM som vindere af kvalifikationsgruppe tre.

Jacob Bruun Larsen, Mikkel Duelund og Magnus Christensen stod for målene i den danske 3-0-sejr, der aldrig var i fare efter føringsmålet.

Danmark lå også før tirsdagens kamp på førstepladsen i gruppen og havde derfor EM-skæbnen i egne hænder. Færøerne havde derimod intet at spille for.

Øboerne lykkedes i kampens indledning med det, der virkede til at være deres eneste lod, nemlig at trække tempoet ud af kampen og sørge for, at Danmark ikke fandt en rytme i spillet.

Danskerne sad tungt på bolden, men løb gang på gang panden mod muren, når det kompakte færøske forsvar skulle lirkes op på banens sidste fjerdedel.

En håndfuld gange var det lige ved og næsten foran det færøske mål, men de danske skud blev enten sendt forbi eller pareret, eller også var indlæggene en smule for høje til, at en dansk pande kunne nå dem.

I første halvlegs ekstratid kom det forløsende mål så for Danmark.

Færingerne fik ikke sendt et dansk hjørnespark langt nok ud af eget felt, og så kunne Dortmund-kometen Jacob Bruun Larsen med et velplaceret spark sende bolden i nettet, og Danmark ét skridt tættere på at sikre EM-billetten.

Målet fik danskerne til efter pausen at spille mere frigjort. Kun fem minutter skulle der gå, før der stod 2-0.

Efter en kort dribletur skød Mikkel Duelund på mål lidt uden for feltet. Det flade spark var uden for den færøske målmand Karstin Hansens rækkevidde, men inden for målrammen, og jublen kunne bryde ud på Aalborg Portland Park, hvor kun lidt over en fjerdedel af sæderne trods gratis billetter var besat.

Efter 2-0-målet, der skulle vise sig at blive opgørets næstsidste, faldt kampen en smule til ro. Færingerne havde ikke kvaliteten eller kræfterne til at skabe scoringschancer, og danskernes iver efter at få bolden i mål dalede.

Som de 90 minutter løb ud, blev det dog til 3-0, da Magnus Christensen headede bolden i mål efter et indlæg fra Andreas Poulsen og bankede det sidste søm i færingernes kiste.

Det er tredje gang i træk, at Danmark kvalificerer sig til U21-EM.

Slutrunden afvikles fra 16. til 30. juni 2019 i Italien og San Marino.

/ritzau/