Christian Eriksen er italiensk mester sammen med resten af Inter-mandskabet.

Det står klart, efter de nærmeste konkurrenter fra Atalanta ikke vandt deres udekamp mod Sassuolo søndag eftermiddag. Her skulle holdet med Joakim Mæhle i truppen hente alle tre point for at holde liv i drømmen om et Serie A-mesterskab.

Det lykkedes dog ikke. Atalanta fik et rødt kort efter 23 minutter samt brændte et straffespark i slutningen af kampen, og så endte opgøret 1-1.

Dermed er Antonio Contes hold 13 point foran andenpladsen i Serie A, og da der kun er 12 point tilbage at spille om, er det første mesterskab for Inter siden 2010/2011-sæsonen en realitet.

Christian Eriksen har vundet det italienske mesterskab!
Christian Eriksen har vundet det italienske mesterskab! GIOVANNI ISOLINO

Inter sejrede sikkert lørdag aften med 2-0 på udebane mod Crotone, hvor Christian Eriksen stod for 1-0 målet midt i anden halvleg.

Inters mesterskab betyder, at Juventus får brudt deres dominans i Italien. De har således vundet Serie A de seneste ni sæsoner i træk.

Det er den 29-årige danskers første titel i meget lang tid. Han vandt således ingen trofæer, mens han spillede for Tottenham.

Landsholdsspilleren har selv været på Twitter og udtrykke glæde over søndagens herlige nyhed.

Inter står lige nu noteret for 82 point efter 34 kampe. Christian Eriksen har spillet en vigtig rolle i den sidste del af sæsonen, hvor Antonio Conte har brugt sin midtbanekreatør rigtig meget.

Eriksen og co. har blot tabt to kampe i indeværende Serie A-sæson.