Der er bål og brand i de parisiske gader.

Storklubben Paris Saint-Germain befinder sig lige nu i en uhørt krise med en helt særlig mand i hovedrollen: Lionel Messi.

En hel klub, en hel fanskare og en hel by har vendt sig mod historiens måske største fodboldspiller.

Messi er blevet persona non-grata i Paris efter en storomtalt reklametur til Saudi-Arabien, der har kostet ham en suspendering og en enorm bøde. Nu bliver hans tid i det franske husket som en gedigen fiasko.

»Alle vil have, at han forlader klubben. Mellem fansene og PSG er der en form for konsensus for, at han skal væk,« siger Loïc Tanzi, som er journalist ved den store avis L'Équipe og følger PSG.

»Det er en enorm krise for klubben, der befinder sig midt i den værste sæson, siden Qatar Sports Investments overtog den i 2011.«

Da Lionel Messi satte sig op i et fly mod Saudi-Arabien mandag, satte han sig også over klubben. Han droppede et træningspas og forlod den franske hovedstad uden klubbens accept.

På få dage eksploderede det i Paris. Hundredvis af fans har stillet sig op foran klubbens hovedsæde i Boulogne-Billancourt og kaldt superstjernen for 'ludersøn'.

Samtidig har ledelsen og andre stjerner fået så massiv og voldsom kritik efter en række pinlige resultater – herunder Neymar, der fik besøg ved sit hus – at der nu er indsat sikkerhedsfolk ved flere af stjernernes adresser. Blandt andet Messis.

Paris fløj ellers på en lyserød sky ved argentinerens ankomst i 2021.

»Historien er aldrig rigtig startet med fansene. Da han kom til klubben, var det grandiost og pompøst. Men det blev aldrig større,« fortæller Loïc Tanzi om den sommer, hvor tusindvis af fans tog imod fodboldikonet både i lufthavnen og ved klubbens hjemmebane, Parc des Princes.

Men i Paris har det aldrig virket ægte.

Tårerne trillede ned ad kinderne på Lionel Messi, da han forlod FC Barcelona, få dage inden han skiftede til PSG. Det endte med at være meget symbolsk for en tid i Frankrig, der aldrig blev en succes.
Tårerne trillede ned ad kinderne på Lionel Messi, da han forlod FC Barcelona, få dage inden han skiftede til PSG. Det endte med at være meget symbolsk for en tid i Frankrig, der aldrig blev en succes. Foto: Pau BARRENA
Vis mere

»Fansene tog enormt dårligt imod det, da han begyndte at vise, at han ikke var glad for livet i Paris. Han har aldrig lignet en, der gjorde en indsats for at blive ét med fansene,« påpeger Loïc Tanzi.

»Sammenligner man med argentinske fans, tænker man, at han ikke gider Paris. Der er ingen kærlighed fra hans side. Fansene kunne have gjort ham til en elsket figur. Men både Messi og klubben har ansvaret for, at han ikke er blevet bedre integreret med klubbens fans.«

Første store brud mellem Messi og fanskaren så man i fjor efter en jammerlig præstation mod Real Madrid i Champions League. Her piftede en gruppe fans på Parc des Princes af ham og forlangte mere.

Holdet blev kastet ud i endnu en nedtur, hvor Messi pludselig symboliserede alt det, der var galt med den stenrige olieklub. Et hold spækket med lejesvende, der kun er der for at hæve en stor løncheck. I Messis tilfælde 300 millioner kroner om året før skat.

Lionel Messi spillede måske sin sidste kamp for PSG i søndags mod Lorient.
Lionel Messi spillede måske sin sidste kamp for PSG i søndags mod Lorient. Foto: CHRISTIAN HARTMANN
Vis mere

»Fansene har det, som om både Messi og Neymar er totalt ligeglade,« mener Loïc Tanzi om de to, der stort set aldrig har taget sig tid til at klappe af klubbens fans efter kampene.

Da Paris Saint-Germain hentede Messi, var ambitionen at gøre klubben til en af verdens allerbedste. Sandheden er dog en helt anden.

»PSG har ikke forbedret sig med ham. Jeg forventede, at han ville give klubben mere professionalisme med sin enorme erfaring. Men han har aldrig involveret sig i det,« siger Loïc Tanzi.

Fortællingen om Messi og PSG tæller meget få opture. Nu forlader han en klub i opløsning med fans, der ikke kan kende deres eget hold – blandt andet på grund af voldsomme billetpriser og muligheden for, at man skrotter Parc des Princes.

Spørgsmålet er, om man overhovedet ser Lionel Messi i den blå og røde-trøje igen.

Hans kontrakt udløber til sommer og bliver næppe forlænget. Nu er argentinerens to mest skelsættende øjeblikke for PSG, da han landede i Paris for at underskrive sin kontrakt og den historiske suspendering.

»Det er helt uacceptabelt fra en spiller med Lionel Messis status. Han kan ikke tillade sig at gøre sådan dér, og det er tydeligt at se, at PSG ikke er hans førsteprioritet ud fra den opførsel,« raser den tidligere PSG-spiller Jérôme Rothen, som i dag er en af Frankrigs største eksperter.

»Til dags dato har Messi aldrig repræsenteret PSG, som han burde. Det eneste tilfredsstillende har været dagen, hvor han landede i Paris for at skrive under. Det har været en katastrofe fra start til slut.«