Rosenborg BK har netop oplyst foran deres klubhus, at de vil afholde et pressemøde kl. 15.30.

Her vil Rosenborgs direktør, Tove Moe Dyrhaug, og Nicklas Bendtner være til stede.

Det oplyser klubbens klubbens spillerkoordinator Harald Pedersen, der var omringet af et hav af journalister og fotografer fra både Norge og Danmark.

Dermed kommer de første ord fra fodboldspilleren selv, efter det søndag kom frem, at den danske angriber natten til søndag blev anmeldt for vold mod en taxichauffør.

Rosenborgs spillerkoordinator Harald Pedersen foran klubhuset i Trondheim.
Rosenborgs spillerkoordinator Harald Pedersen foran klubhuset i Trondheim. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Nicklas Bendtner var sammen med sin kæreste, Philine Roepstorff, da episoden fandt sted, og mandag gav hun sin version af sagen på Instagram. I et langt opslag forklarede hun, hvordan Nicklas Bendtner ganske rigtig slog chaufføren, men at der var tale om selvforsvar.

'Det skulle være en helt kort tur over til Nicklas, men alligevel kørte chaufføren os to gange i en anden retning, end vi bad om. Taxametret viste lidt over 50 kroner, da vi i utilfredshed står af ved Nationalbanken og nægter at køre videre med chaufføren. Det får ham til at gå amok. Han laver en U-vending og speeder efter os og råber ting som luder og bitch og kælling,' skrev Philine Roepstorff i opslaget.

Ifølge hende var det taxachaufføren, der efterfølgende opførte sig truende overfor parret.

'Til sidst kører han ind foran os og springer ud af bilen og kaster en flaske imod mig. Den rammer ikke, men det er tæt på. Derefter farer han frem mod os, og min mand slår ham en gang og rammer åbenbart meget uheldigt. Selvfølgelig skal man ikke slå, men det var ikke Nicklas, der overfaldt nogen. Han blev forfulgt og forsvarede sig selv og mig,' lød det i opslaget.

Nicklas Bendtner taler tirsdag eftermiddag på et pressemøde.
Nicklas Bendtner taler tirsdag eftermiddag på et pressemøde. Foto: GEORGI LICOVSKI
Vis mere

Nicklas Bendtner har efterfølgende forholdt sig tavst, men tirsdag giver han altså sin version efter at være vendt tilbage til Trondheim.

Rosenborg BK begyndte dagens træning kl. 13.30, hvor Nicklas Bendtner ikke deltog.

Han er skadet og skal ifølge Harald Pedersen testes af den fysiske stab for at vurdere, hvorvidt han er klar til weekendens kamp.

Du kan følge pressemødet live på bt.dk.