Kinesiske ejere er i fuldt sving med at puste nyt liv og nye milliarder ind i AC Milan efter syv år uden store trofæer

Nederlag. Længsel. Der er tørke i AC Milans trofæskab, men kinesiske milliarder har givet giganten kunstigt åndedræt, og nu har den traditionsbundne klub fra den italienske modeby sat alle sejl til for at vippe Juventus af tronen i Serie A.

Selv om AC Milan ikke lyder så sexet, som det har gjort, skal man ikke spole tiden længere tilbage end 10-15 år, før det var én af verdens absolut største klubber – hvis ikke den største. Dengang løb Jon Dahl Tomasson rundt med stjerner som Paolo Maldini, Rivaldo og Clarence Seedorf, og den nuværende assistenttræner for landsholdet husker tydeligt, hvor stor klubben var.

»I den periode jeg var der, var AC Milan måske det bedste hold i hele verden. Vi vandt rigtig, rigtig meget. Men det særlige ved Milan – i hvert fald fra da jeg var der – var, at det til trods for klubbens størrelse var en familieklub. Man passede på hinanden, og gjorde du en god figur på og uden for banen, ville de hjælpe dig på alle leder og kanter. Selv om der plejer at være koldt på toppen, så var det en varm klub, og de var kendt for at holde fast og passe på mange af deres ældre spillere,« siger Jon Dahl Tomasson, der spillede i Milans røde og sorte farver i perioden 2002-2005. Han fortsætter:

»Det var en fantastisk tid, hvor jeg var med til at vinde Champions League, en Super Cup i Asien, mesterskabet og pokalen – så det var en stor tid, og det var en kæmpe klub, der til forskel fra nu præsterede. De var det bedste af det bedste på alle leder og kanter.«

Ingen pokaler

I dag er situationen i Milano-klubben dog en ganske anden. Siden 2011 har klubben ikke vundet et stort trofæ, og i mange sæsoner har de rodet rundt på de kedelige pladser i den italienske Serie A, der hverken kaster metal eller europæiske eventyr af sig.

Det har lullet klubben ind i en søvn, som den dog så småt er begyndt at vågne op fra igen.

Da Silvio Berlusconi i april solgte 99,93 procent af aktierne i AC Milan for op mod 5,5 milliarder kroner til Rossoneri Sport Investment Lux, var det nemlig ikke blot afslutningen på en æra. Det var begyndelsen på en ny. I 31 år havde manden med pengene heddet Silvio Berlusconi, der begyndte med at investere massivt i klubben, men som i de seneste år holdt euroerne tæt til kroppen.

Leonardo Bonucci er diamanten i AC Milans indkøbskurv.
Leonardo Bonucci er diamanten i AC Milans indkøbskurv. Foto: STEFANO RELLANDINI
Vis mere

Kinesisk kapital

Men det skal nu laves om. Det kinesiske selskab med Younghong Li i spidsen har kastet intet mindre end 1,6 milliard kroner i 10 nye ansigter til AC Milans trup, hvor navne som André Silva, Hakan Calhanoglu og ikke mindst Leonardo Bonucci skiller sig ud. Sidstnævnte kan endda tolkes som værende en krigserklæring i form af en knytnæve direkte i ansigtet på ærkerivalerne fra Juventus, der havde 30-årige Bonucci som en af hjørnestenene i det defensive fort, der har domineret Italien den seneste håndfuld år.

»Det var en magtdemonstration at hente Bonucci i Juventus. Det sendte et klart signal om, at målet er at kæmpe med Juventus om det italienske mesterskab. Bonucci var en af de absolut ledende figurer i Juventus gennem en årrække, og det er en stor næve, de slår i bordet, når de er i stand til at bare at hente en stor stjerne fra den absolutte topklub i Italien – og så endda at gøre det for næsen af blandt andre Chelsea,« siger Niels Christian Frederiksen, der er ekspert og kommentator på Viasat.

Pres på nye Milan-spillere

I dag skal Bonucci og mange af de andre nyindkøbte stjerner funkle for AC Milan for første gang, når den slumrende gigant gæster miniputterne fra Crotone i første runde af Serie A. Og der hviler et stort pres på skuldrene af de nye Milan-spillere, for fansene kan godt erindre, hvad det seneste ejerskifte bragte med sig: succes i nærmest ubegrænsede mængder.

For da Berlusconi overtog AC Milan i 1986, var de også i en tørkeperiode. Den frembrusende forretningsmand investerede dog massivt i klubben, og to år efter stod man som forsvarende italienske mestre med mesterholdenes Europa Cup-pokal i hænderne. Derfor er forventningerne til det kinesiske projekt selvsagt astronomiske, men det er ikke længere ligeså nemt at bestige toppen af europæisk fodbold, og AC Milans genopstandelse kommer til at tage tid, siger Niels Christian Frederiksen.

»For 31 år siden, da Berlusconi overtog klubben, var den også en sovende gigant, men den frække forretningsmand med meget moderne idéer omdannede på kort tid Milan til at være Europas største fodboldklub, og nu håber fansene, at det samme kan ske med de kinesiske ejere,« siger Niels Christian Frederiksen, der forklarer, at der skal mere end blot penge til at købe sig en plads blandt europæisk fodbolds giganter.

»Penge i sig selv gør det ikke, der skal mere til. Manchester City brugte f.eks. også mange penge sidste sæson og fik tilmed verdens bedste træner i Pep Guardiola, men lige lidt hjalp det. Det er ikke bare lige sådan at flytte sig op i den elite, hvor klubber som FC Barcelona, Real Madrid, Bayern München og Juventus ligger. Det kræver kontinuitet, og det skal Milan først til at skabe nu. Når det er sagt, tror jeg, Milan mener det alvorligt, og jeg tror også, at Juventus er nervøs for det, der sker i Milano.«

1,6 milliard kroner i nye spillere er da også noget, der giver genlyd i fodboldverdenen. De høje summer sætter deres præg på forventningerne, og alt andet end adgang til Champions League vil være en fiasko, fortæller Niels Christian Frederiksen.

Også Jon Dahl Tomasson forventer meget af sin tidligere klub, som han mener bør kunne lege med om de helt sjove placeringer i denne sæson, og som på sigt måske kan komme tilbage til fordums styrke. Finanserne er i hvert fald på plads, ligesom hjemmebanen San Siro, der kan rumme 80.000, står til at få et ansigtsløft.

»Der er sket et hav af ting i klubben, siden de har fået penge, og det er det, folk lever og ånder for i øjeblikket. Jeg tror, at de kommer til at spille med om mesterskabet nu efter nogle sløje sæsoner, og det er super interessant, at de kan hente så mange store navne til klubben,« siger Jon Dahl Tomasson.