Historien om Nicklas Bendtner og Cristiano Ronaldo er historien om to unikke spillere med meget til fælles, men med endnu større forskelle.

Torsdag står han der igen. Nærmest lige ved siden af, når bolden gives op. Så tæt på, men alligevel så uendelig langt væk. Cristiano Ronaldo er alt det, Nicklas Bendtner gerne ville være, men ikke blev. Eller ikke er blevet endnu, bør det måske rettes til.

»Jeg vil være topscorer i Premier League, topscorer ved VM, og inden for fem år vil jeg være blandt de bedste angribere i verden. Tro mig, det vil ske.«

Sådan er Nicklas Bendtner citeret for at sige tilbage i 2006. Ingen af delene er endnu gået i opfyldelse for den danske landsholdsspydspids. I stedet kan torsdagens modpart i den afgørende EM-kamp mod Portugal, Cristiano Ronaldo, krydse af i flere af boksene - og en uendelig masse flere.

Cristiano Ronaldo slog igennem i Manchester United, efter han var skiftet fra Sporting tilbage i 2003. I dag - 12 år senere - er han en af fodboldens største verdensstjerner
Cristiano Ronaldo slog igennem i Manchester United, efter han var skiftet fra Sporting tilbage i 2003. I dag - 12 år senere - er han en af fodboldens største verdensstjerner Foto: ANDREW YATES
Vis mere

Topscorer ved et VM har Real Madrid-stjernen godt nok aldrig været. Men topscorer i Premier League blev han i en alder af 23 år, og en af verdens bedste angribere… Ja, det er næsten overflødigt at dykke ned i, når det gælder en mand, der de seneste to år har været verdens bedste spiller overhovedet.

Cristiano Ronaldo har opnået alle de drømme og mål, Nicklas Bendtner for efterhånden mange år siden satte for sig selv. Det har han opnået via et guddommeligt talent, men også via en dedikation og hårdt arbejde, hvis lige næppe kan opstøves andre steder i fodboldens verden.

»Han har scoret over 500 mål for Real Madrid. Det er jo helt vanvittigt. Det tror jeg ikke, der er nogen, der har gjort nogensinde før,« siger Nicklas Bendtner.

»Det er verdens bedste fodboldspiller,« fortsætter angriberen.

Det sidste postulat er naturligvis til diskussion. Men kun på grund af en argentiner ved navn Lionel Messi. Den knivskarpe tvekamp mellem de to superstjerner fra Real Madrid og FC Barcelona kender alle til.

Alt tegnede lyst for Bendtner som ungdomsspiller, men mange ting har været i vejen for at han kunne nå den absolutte verdenstop. Her ses han i aktion for Arsenal tilbage i 2008
Alt tegnede lyst for Bendtner som ungdomsspiller, men mange ting har været i vejen for at han kunne nå den absolutte verdenstop. Her ses han i aktion for Arsenal tilbage i 2008 Foto: Phil Cole
Vis mere

Sådan forholder det sig ikke med Nicklas Bendtner vs. Cristiano Ronaldo. Måske fordi portugiseren – af naturlige årsager – overtrumfer det farligste, dansk fodbold har at byde på. På ét enkelt punkt er de to dog næsten ens – på deres respektive landshold er de cirka lige målfarlige.

Det er derfor klubkarrieren, der er den altoverskyggende forskel mellem Portugals verdensstjerne og Danmarks angrebsprofil, der på mange måder har haft sideløbende – men alligevel ekstremt forskellige –  karrierer.

De kom begge fra hjemlandet til hver deres engelske topklub med bare et års mellemrum i 2003 og 2004, hvor Manchester United og Arsenal var destinationerne.

De var begge enorme teenage-talenter, da de landede i England, men på et tidspunkt gik de hver deres vej. Den ene tog turen direkte mod stjernerne, mens den anden de seneste år har været igennem både en spritdom, flere kontroversielle episoder og en omrejsende klubkarriere uden de store mængder spilletid.

De har stået ansigt til ansigt massevis af gange på banen. Nu gør Cristiano Ronaldo og Nicklas Bendtner det samme herunder.