Selvom en sen 1-0-sejr over Crystal Palace normalvis ikke lyder prangende i en United-fans ører, så er fans af 'De røde djævle' vældig glade over søndagens sejr i Ralf Rangnicks første kamp.

B.T. har nedenunder samlet et udpluk fra de mange United-fans, der gik på Twitter efter kampen og hyldede den midlertidige afløser for Ole Gunnar Solskjær.

  • 'God start på Rangnick-regimet. En klar filosofi, et clean sheet og tre point har gjort denne søndag eftermiddag fortrøstningsfuld for os fans.'
  • 'Så fik vi en plan. Bedste defensive stats i lang tid. Det skal nok blive godt.'
  • 'Rangnick giver instrukser i stedet for at spørge om løsninger. Der har vi forskellen.'
  • 'Hvis det her er udtrykket efter en enkelt træning med Rangnick, så glæder jeg mig godt nok til at se holdet efter tre træninger.'

Det var i der 77. minut, at brasilianske Fred gav forløsningen for tyske Rangnick og United-holdet med sit spark lige uden for feltet.

Selvom den tyske træner kun har haft ganske få dage til at arbejde med holdet siden sin tiltrædelse, var hans taktiske aftryk ikke svært at få øje på.

Den såkaldte 'overfaldsfodbold' blev praktiseret fra første minut, hvor United med højintense løb i presset konstant satte pres på modstanderens boldholder.

Crystal Palace-spillerne havde svært ved at holde fast i bolden, hvilket selvsagt gjorde dem til sjældne gæster omkring Uniteds felt i de første 45 minutter.

Med sejren rykker United – i hvert fald midlertidigt – op på sjettepladsen i tabellen. Der er tre point op til den fjerdeplads, som giver deltagelse i næste sæsons Champions League. Der 11 point op til førende Manchester City.

Næste udfordring for Manchester-klubben kommer onsdag i Champions League, hvor schweiziske Young Boys besøger Old Trafford.