Så faldt hammeren: Ronaldo suspenderet fra landsholdet
Cristiano Ronaldo er nu blevet suspenderet fra det portugisiske landshold.

Cristiano Ronaldo er nu blevet suspenderet fra det portugisiske landshold.

Han forlod sit landshold i arrigskab.
Og nu er straffen faldet for superstjernen Cristiano Ronaldo.
Det skriver mediet ESPN.
Dagen før Portugals landskamp mod Danmark den 1. oktober, forlod superstjernen landsholdet, da han angiveligt var rasende over antallet af spillede minutter.
Det skabte ramaskrig verden over og kulminerede med, at Cristiano Ronaldo skrev et langt opslag på Instagram, hvor han forklarede situationen.
Her skrev målslugeren, at han burde straffes af det portugisiske landshold, og det er han altså blevet nu ifølge mediet.
For det portugisiske fodboldforbund har fastsatte regler, hvor en karantæne automatisk udløses, hvis man strejker fra landsholdet.
Karantænen kan vare fra én til seks måneder. Og hvor lang karantænen, som Cristiano Ronaldo er blevet idømt, endegyldigt bliver, skal afgøres af et disciplinærudvalg.
Portugals næste landskampe er mod Wales og Danmark i Nations League den 14. og 17. november.
Så hvis målræven skal spille med i disse kampe, kræver det altså, at han tildeles minimumkarantænen på én måned.
ESPN vurderer, at det er usandsynligt, karantænen bliver seks måneder lang, grundet alt det Cristiano Ronaldo har opnået med Portugals landshold.