Det kan være dyrt at holde julefest i København. I hvert fald hvis man er en Premier League-klub på afveje.

For regningen for Leicesters surprise party i den danske hovedstad løber op i intet mindre end 1,5 millioner kroner. Det skriver den engelske avis Mirror.

Det var kun for lidt over en uge siden, at Kasper Schmiechel og co. blev spottet i Københavns gader, hvor de udnyttede en længere fri-periode til at feste igennem over to dage.

Det skete efter en 3-0-sejr over Swansea lørdag, hvorefter truppen tog direkte til Danmark.

Her indlogerede Leicester-spillerne sig ifølge Mirror på hotellet Skt. Petri. Og turen gik hurtigt til natklubben Zen. Her stod den på champagne og Ciroc-vodka til mere end 10.000 kroner pr. flaske. Spillerne bænkede sig også ved VIP-borde til over 5.000 pr. styk.

»De holdt sig ikke tilbage. Natklubben var proppet, og de slog sig løs. Barregningen var astronomisk,« siger en kilde til Mirror.

Som superhelte i Tivoli.
Som superhelte i Tivoli. Foto: Simon Læssøe
Vis mere

Natten skulle for de flestes vedkommende være sluttet omkring kl. 4.30, mens enkelt blev ude til efter kl. 5.

Søndag var spillerne igen klar. Ude i Københavns gader gik de klædt som superhelte, hvor BT fandt dem. Her var de blandt andet på den irske pub The Dubliner og i Tivoli.

Ifølge Mirror har der været fuld opbakning til udskejelserne fra klubbens side. Spillerne havde fået to dage fri.

Almindelige gæster i Tivoli kunne ikke umiddelbart genkende Leicester-spillerne.
Almindelige gæster i Tivoli kunne ikke umiddelbart genkende Leicester-spillerne. Foto: Simon Læssøe
Vis mere

»En stor del af truppen udnyttede muligheden for at tage på en uafhængig tur, som klubben havde givet tilladelse til, men ikke været med til at organisere eller finansiere,« lyder det i en besked fra Leicester:

»Alle spillerne vendte efter aftale og til tiden tilbage til deres forpligtigelser i klubben, så truppen har kunnet forberede sig grundigt til mandagens kamp mod Chelsea.«