Hævnen er som bekendt sød.

Og det var formentlig, hvad coachen Thomas Jørgensen fik over Kevin Magnussen inden søndagens løb i Monaco.

For mens den danske racerkører var klar og havde taget hjelmen på, kiggede han væk. Og her så Thomas Jørgensen så sit snit til - for rullende kameraer - at placere et dask lige i skridtet på Kevin Magnussen, der kvitterede med et smil bag hjelmen.

For det var formentlig en lille hævnaktion for en episode, der udspillede sig for 13 måneder siden.

Her gjorde Kevin Magnussen præcis det samme mod Thomas Jørgensen, hvilket skabte store overskrifter og gik viralt.

Dengang skete det i Haas-garagen under en træning i Bahrain, hvor Thomas Jørgensen var med, og her så Kevin Magnussen sit snit til - også for rullende kameraer - at give sin coach et dask lige der, hvor det gør mest ondt på en mand.

Søndag kom der så balance i regnskabet mellem de to, inden Kevin Magnussen satte sig i raceren for at køre Grand Prix i Monaco.