To mål og et godt gammeldags tantekys.

Sådan kan man referere Cristiano Ronaldos kamp søndag aften, da han var Juventus' helt store skikkelse.

Den italienske mesterklub vandt 2-1 mod Parma og danske Andreas Cornelius, som i øvrigt også kom på måltavlen.

Det er dog hverken Ronaldos to mål eller Cornelius-kassen, der blev kampens detalje, men derimod Ronaldo og Dybalas kærlige jubelscene efter det ene mål. Du kan se jubelscenen i tweetet i bunden af artiklen.

Paulo Dybala lagde op til Ronaldos andet mål mod Parma, søndag aften.
Paulo Dybala lagde op til Ronaldos andet mål mod Parma, søndag aften. Foto: FILIPPO MONTEFORTE
Vis mere

For da portugiseren og argentineren løb ned mod hjørneflaget for at fejre scoringen, vendte den dobbelte målscorer hovedet over mod Dybala for at give ham et kys på kinden. Hvad Ronaldo formentlig ikke havde regnet med var, at Dybala vendte hovedet, idet Ronaldo skulle til at kysse ham.

Det endte så med et hurtigt, men ikke ubemærket kys, der er gået viralt på sociale medier, som flyder over med billeder, videoer og forskellige memes og andet, hvor Ronaldo og Dybalas hoveder er sat ind, eksempelvis i stedet for Jack og Roses' ansigter i Titanic.

Dernæst blev kysset til en mere 'klassisk' jubelscene med kram og sejrende, knyttede næver.

Målene var Ronaldos 15. og 16. i 17 Serie A-kampe i denne sæson, mens Andreas Cornelius er oppe på syv mål i 13 kampe.