Når Michael 'Mister' Laudrup står på sidelinjen på Old Trafford, så skal man forbi og hilse.

Også Manchester City-træner Pep Guardiola, der spillede sammen med Laudrup i FC Barcelona.

Onsdag aften var den spanske træner og hans Manchester City-hold på en hård opgave ude mod Manchester United, hvor City dog vandt 0-2.

Før kampen var Guardiola et smut inde på stadion for at inspicere banen, og på vej tilbage til omklædningsrummet fik han øje på det danske sidelinje-studie.

TV3 Sport havde i dagens anledning besøg af Peter Schemichel, Jan Mølby og Michael Laudrup, og det var sidstnævnte, der naturligvis lige skulle have en krammer og en lille sludder med Guardiola.

Guardiola kunne tydeligvis også genkende Schmeichel, der også fik et håndtryk med på vejen, mens Jan Mølby blev forbigået.

Og ja, så var studievært Peter Grønborg selvfølgelig ikke sen til lige at trykke hånd med den spanske toptræner også – til stor morskab for Peter Kjær, der var hjemme i TV3 Sports eget studie og kommenterede øjeblikket.

Det var såmænd heller ikke den eneste, der skulle hilse på 'Mister'. Også David Silva fra Manchester City ville meget gerne hilse på Michael Laudrup efter kampen.