Pierre-Emile Højbjerg var en rystet mand i Kasakhstan.

Og han kunne næsten ikke tro sine egne øjne, da han søndag så en 2-0-føring glide ud af de danske hænder og ende i et 2-3-kollaps i Kasakhstan, der vil skrives ind i historiebøgerne om dansk fodbold.

Men selv om det ikke var lige til for en rystet Højbjerg at sætte fingeren direkte på, hvor den er gal for det danske landshold - så gav han en idé om, hvad han synes om landsholdets præstation mod Kasakhstan - nemlig, at den var gal med det mentale.

»Det er svært at stå her og komme med en direkte forklaring. Det, som det handler om for mig, det er, at der er nogle ting, der ikke handler om talent, om højre eller venstre fod.«

»Det handler om basale ting, man kan gøre for at stå sin stand. Det skete ikke. Det blev for umodent som hold,« sagde Højbjerg.

Hvad mener du med umodent?

»Vi må ikke tabe sådan en kamp. Vi må finde et gear at køre i. Problemet er, at vi kørte i tomgang, og så kørte de andre forbi os,« siger Højbjerg og svarer på, om kollapset var et mentalt ét af slagsen:

»Vi kollapser i hvert fald. Så må I kalde det, hvad I vil. Det er svært at finde den direkte forklaring i ét ord. Det mentale kan godt være noget, men sådanne ting må bare ikke ske. Kasakhstan ville det mere end os, og det er uværdigt, synes jeg.«

Efter det pinlige nederlag pegede landstræner Kasper Hjulmand på, at han måske har sat truppen forkert sammen - at flere rutinerede kræfter manglede, og det kan have haft betydning.

Men Højbjerg mener, at alle landsholdsspillere skal kunne være med til at lukke sådan en kamp.

»Man kan vende og dreje det, og I kan kalde det, hvad I vil. Det er sgu ligemeget, om man har nul kampe eller 500 kampe. Det handler om at hænge sammen, og det er simple ting.«

»Der er nogle ting i fodbold, som ikke bare er heldige eller uheldige. Det kommer af en adfærd og attitude,« siger Højbjerg og tilføjer:

»Vi må videre og se fremad. Nu fortjener vi hug og vi fortjener at se tingene i øjnene.«

»Jeg synes, vi skal ind til kernen i nogle ting, men det er ikke mig, der skal stå at sige det her foran pressen.«

Landsholdet har indtil juni til at nå ind til kernen. Her venter to kampe i EM-kvalifikationen mod Nordirland og Slovenien.