En forfærdelig tragedie ramte nigeriansk fodbold søndag aften.

Den nigerianske Nasarawa United-spiller Chineme Martins kollapsede under et opgør i landets bedste fodboldrække og blev hurtig ført væk fra banen.

Opgøret mod Katsina United fortsatte herefter, men kort tid efter fik holdkammeraterne så den triste besked. Han overlevede ikke.

Journalisten Shina Oludare fra den nigerianske udgave af Goal.com har efterfølgende delt delt en video på Twitter af en række spillere, der ligger på jorden i gråd, efter de har fået den tragiske melding.

Han skriver videre, at en ambulance af modellen Peugeot 406 stod klar på stadion, men at bilen havde problemer med at starte, da Chineme Martins skulle fragtes til hospitalet.

Det kan endt med at have haft fatale konsekvenser, da hans liv kort tid efter ikke stod til at redde.

Chineme Martins klub har på deres Facebook-side også bekræftet dødsfaldet:

'Vi mistede en spiller i dag mod Katsina United. En fantastisk professionel mand og en gentleman,' skriver de.

Det nigerianske fodboldforbund har i en pressemeddelelse udtalt, at de nu venter på obduktionen.

Den skal være med til at fastlå dødsårsagen.

»Vi lider med Nasarawa United og Martins nærmeste familie,« siger formanden Shehu Dikko.

Chineme Martins blev 22 år gammel.