Den danske landsholdsspiller Jonas Knudsen stopper i sin klub Ipswich efter sæsonen.

Det fortæller klubbens manager, Paul Lambert, til klubbens hjemmeside.

»Af de spillere, der har kontraktudløb, regner jeg med, at Jonas rykker videre. Det gjorde han klart i januar, at han ville gøre, og det er fint. Det er hans valg.«

»Jeg troede, han ville have skiftet dengang, men ingen kom og købte ham, så han endte med at blive her,« siger Paul Lambert.

Den danske venstreback Jonas Knudsen skal fra næste sæson ikke spille i Ipswich.
Den danske venstreback Jonas Knudsen skal fra næste sæson ikke spille i Ipswich. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Dermed kommer den 26-årige dansker ikke til at forlænge sin kontrakt med den engelske Championship-klub, der udløber her til sommer.

B.T. har i podcasten 'Transfervinduet' kunne fortælle, at den danske landsholdsback har været på blokken i både FC København og FC Midtjylland.

FCK har dog forlænget sin kontrakt med Nicolai Boilesen og derfor ser det ikke umiddelbart ud til, at Knudsen ender i hovedstaden.

Siden starten af marts har Ipswich-manageren da heller ikke set Knudsens vej, der nu har set de seneste ni ligakampe fra tribunen.

Ipswich ligger sidst i The Championship og er for længst rykket ned.

Jonas Knudsen har spillet for klubben siden sommeren 2015, hvor han kom til fra Esbjerg.

Den 26-årige venstre back var sidste år med i Danmarks trup til VM i Rusland.

Han startede inde i VM-ottendedelsfinalen mod Kroatien.