Fifa-præsident, Gianni Infantino, er under massivt pres efter hans plan om at sælge ud af VM. 

Flere forbund, herunder Uefa, kræver hans afgang, og anonyme kilder i Fifa står i kø for at udtale sig. 

»Det var et skridt for langt. Nu er det på tide at dræbe udyret,« siger en ledende medarbejder hos Fifa til New York Post angående Infantinos nyelige skandale.

Her fortælles det også, at man håber at kunne afsætte Fifa-præsidenten.

Og nu gætter flere på, hvem der potentielt kunne tage over efter den skandaleramte Infantino, skulle han trække sig. Og her er der et navn, som går igen.

Lise Klaveness. 

Hun er formand for det norske fodboldforbund og har været en af Infantinos største kritikere.

Hendes navn kastes blandt andet i puljen af den anerkendte fodboldjournalist Henry Winter. Han påpeger, at den næste præsident skal være pletfri, og peger i den forbindelse på Lise Klaveness. 

'Fodboldverdenen ville være et bedre sted, hvis FIFA blev ledet af Lise Klaveness, formand for det norske fodboldforbund, en respekteret tidligere landsholdsspiller og en leder med stærk moralsk rygrad,' skrev Henry Winter før den seneste skandale.

Spekulationerne på sociale medier har fået det norske medie Dagbladet til at spørge det norske fodboldforbund, om hun kunne være på tale til en endnu større post. 

'Vi bemærker, at Lises navn fremhæves internationalt,' skriver kommunikationsdirektøren i det norske fodboldforbund, Ragnhild Ask Connell, til Dagbladet.

Afslutningsvis understreger forbundet, at fodbolden har nået et alvorligt lavpunkt under Fifas ledelse, ligesom de ikke har diskuteret nogen anden post til Lise Klaveness end den, hun har nu.