'Jeg er så taknemmelig for at have tilbragt tid med Jay Fear. Han havde ikke meget tilbage af den.'
Sådan starter Hollywoodstjernen og Wrexham-ejer Ryan Reynolds et følelsesladet opslag på sin Instagram.
Du kan se opslaget nederst i artiklen.
Ifølge The Sun var Jay Fear stor Wrexham-fan og tidligere på ugen gik han bort – kun 45 år gammel – efter en lang kamp mod kræften.
'At han delte sin sidste tid så frit med andre, er noget, jeg aldrig vil tage for givet eller glemme. Den mand levede. Jeg sender al min kærlighed, respekt og kondolencer til Deb, Jess og Sam,' lyder det videre fra Reynolds.
Også på sin Instagram-story har Reynolds sendt nogle ord til Jay Fear og resten af familien.
'Hvil i fred, Jay Fear. Et af de modigste, venligste og mest generøse mennesker, jeg nogensinde har mødt,' skriver han og fortsætter:
'Deb, Sam og Jess, tak, fordi I delte jeres far med mig. Jeg ved, hvor utilstrækkelige mine ord må være i jeres enorme tab. Sender jer kærlighed fra min familie og Wrexham. Jeg elskede hvert sekund, jeg tilbragte med Jay.'
Jay Fear havde før sin død afsløret, at han var kæmpe fan af Reynolds, så da Hollywoodstjernen hørte Fears historie, var han ikke i tvivl: Fear skulle inviteres til en Wrexham-kamp.
Så det blev han, og sidste måned var Jay Fear og familien inviteret til kamp, hvor de mødte Reynolds og co.