Engang var de frygtet af alle, men nu er Rusland et landshold, som selv ikke deres egne fans tror på.

Der er sket meget med det russiske hold, hvor de fleste af stjernerne bliver i de hjemlige klubber, og ved EM skal Danmark vise, at man kan overgå den store nation.

Rusland dukker op til EM med en flot kvalifikation i bagagen. Otte sejre og kun to nederlag til Belgien i gruppen sendte dem direkte til EM.

Så hvem skal de danske drenge så holde ekstra øje med? Hvor ligger deres svaghed? Og tror de selv på overraskelsen? B.T. har spurgt sportsjournalisten Yaroslav Susov, der dækker russisk fodbold for Sports.ru.

Hvem er jeres største stjerne?

»Lige nu er de to største stjerner på det russiske landshold Artem Dzyuba og Aleksandr Golovin. Dzyuba er en stor angriber på 196 centimeter. Han er den stærkeste angriber i Rusland. Han er anfører, og vi forventer, at han scorer nogle mål ved EM. Golovin spiller i Monaco, og han er en meget kreativ spiller. Han startede inde i den første kamp ved EM 2016 mod England, hvor alle i Rusland mente, at landstræneren var en smule skør, fordi Golovin var meget ung. Vi mente ikke, at han var klar. Han spillede godt, og nu er han den største stjerne i russisk fodbold.«

Hvad er holdets største styrke?

»Ruslands største force er sammenspillet mellem Dzyuba, Golovin og Aleksej Miranchuk. Vi forventer meget af Dzyuba, fordi vi ikke har andre angribere, der kan score mål, og Dzyuba er også virkelig god i duellerne. Han skal kæmpe og vinde alle indlæg.«

Hvad er holdets største problem?

»Vi har spillet med fem forsvarere på det seneste, og det var ikke særlig godt. I Rusland har vi en stor frygt i forhold til forsvaret. Vi har en god forsvarer i Georgi Dzhikiya, som er anfører for Spartak Moskva. Men så er der de andre forsvarere, som vi frygter for. Og så har venstrebackpladsen i flere år været Yuri Zhirkovs. Han er 37 år, og der er ikke en bedre venstreback i Rusland end ham i øjeblikket, så han har spillet i 15 år. Så forsvaret er det svageste punkt.«

Hvad er Ruslands største frygt ved Danmark?

»Vi ved, at Danmark er et ekstremt kvalificeret hold med spillere i de bedste ligaer. Vi ved ikke, hvem vi skal frygte, men vi har en frygt inden kampen mod Danmark. Vi så alle U21-kampene ved EM, hvor Danmark let slog Rusland. Der var to forsvarere på det russiske U21-hold, som kan komme til at spille på A-landsholdet.«

Artem Dzyuba.
Artem Dzyuba. Foto: SHAMIL ZHUMATOV
Vis mere

Hvordan ser I jeres chancer mod Danmark?

»Vi tror alle på det bedste, men vi forbereder os på det værste. Jeg har talt med nogle russiske tv-eksperter, der anerkender, at Danmark er bedre end Rusland. Det vil være godt, hvis vi får noget med fra kampen. Vi er ikke så gode som jeres hold. Vi har haft en afstemning på vores hjemmeside, hvor vores brugere svarede på, hvad de forventede af det russiske landshold. 55 procent troede ikke på, at Rusland ville gå videre fra gruppen.«

Hvem er jeres største stjerne uden for banen og hvorfor?

»Artem Dzyuba er også svaret her. Han er meget karismatisk og en sjov fyr, der laver mange jokes. Det er ham, der er med i de russiske talkshows, fordi han kan joke med værten. Han var Årets Person i GQ efter VM i 2018. Dzyuba er ikke respekteret af alle i Rusland – slet ikke som nogle af de store – fordi Dzyuba har nogle skandaler. I efteråret var der en skandale, da han onanerede på en video. Det var overalt i verden. Dzyuba er heller ikke elsket, fordi han lavede en skandaletransfer fra Spartak Moskva til Zenit St. Petersburg. Det er de to største klubber i Rusland, og der er stor rivalisering som med FC København og Brøndby. Dzyuba er en akademispiller fra Spartak Moskva, men han skiftede til Zenit for en meget lille lønforhøjelse. Han sagde, at han ville til Zenit for at vinde mesterskaber. Et eller to år senere vandt Spartak så mesterskabet uden Dzyuba. Så Spartak Moskvas fans hader Dzyuba,« siger Yaroslav Susov.