Nicklas Bendtner kan godt begynde at pakke sine tasker med sit Louis Vuitton og Supreme-tøj. I hvert fald hvis man skal tro Rosenborg-veteranen Jahn Ivar 'Mini' Jakobsen.

Det skriver Dagbladet.

Den tidligere Rosenborg-spiller vil ikke direkte sige, at Bendtner bliver frosset ud af klubben efter at være kommet tilbage fra at afsone sin straf. Men han mener, at der skal ske noget - hurtigt.

»Det må til at slutte. Bare vi kan få en lykkelig skilsmisse mellem Rosenborg og Bendtner,« siger Jahn Ivar 'Mini' Jakobsen til Dagbladet.

Han ser ingen anden udvej - for Nicklas Bendtner har i hvert fald ikke spillet sig selv af holdkortet.

»Jeg tror, jeg ved, hvordan Eirik Horneland (Rosenborgs træner, red.) tænker. Bendtner skal ikke længere være i klubben. Derfor tager han spillere som Erik Botheim og Emil Ceide med. Det er jo ikke sådan, at Bendtner ikke er god nok til at være med. Men han vælger at prioritere spillere, der skal være med i fremtiden,« siger Mini.

»Jeg tænker, det er sådan det ser ud. Alle ønsker, at han skal finde en ny klub til sommer. Det gavner ikke nogen bare at have Bendtner med til træning,« siger han videre.

Selv har Nicklas Bendtner også været ude at kommentere på den manglende spilletid i Rosenborg.

»Tak til dem, der har skrevet om min situation i Rosenborg. Jeg sætter klubben utroligt højt og ønkser bare det bedste for klubben og mine holdkammerater. Jeg håber snart at være en del af holdet igen og kunne hjælpe med at hente point. Altid RBK,« skrev han for nyligt på Instagram.

Jahn Ivar 'Mini' Jakobsen i rødt.
Jahn Ivar 'Mini' Jakobsen i rødt. Foto: MANUEL LOPEZ FIGUEROA
Vis mere