»Vi grinede af det.«

Sådan siger Rosenborgs træner, Kåre Ingebrigtsen, om en snak han for nyligt havde med Nicklas Bendtner på den norske klubs træningslejr i Marbella i Spanien.

Øverst i artklen kan du se årets mål i Norge. Måske kan du gætte, hvem der scorede det?

Der er nemlig stor forskel på den nuværende Bendtner og så den Bendtner, der var på selvsamme træningslejr for et år siden. Den 30-årige danske angriber har ellers været lidt usynlig i klubbens første træningskampe, men fik for alvor hul på bylden onsdag, da han med to mål sikrede Rosenborg en 3-1 sejr over Brest fra Hviderusland. Og træneren er meget tilfreds med, hvad han ser.

»Jeg har ikke brugt energi på, om han har været nærmest usynlig i træningskampene. Nicklas har ikke været usynlig til træning, og vi ser jo den fysiske form, han er i nu. Jeg husker sidst, han var med os på Marbella. Vi grinede af det både ham og jeg, da vi snakkede om det til træning tidligere på ugen,« fortæller Kåre Ingebrigtsen til adressa.no.

Altså latterligt stor forskel?, spørger den norske journalist.

»Ja. Det mener Nicklas også,« siger Rosenborg-træneren.

Nicklas Bendtner har taget formen med sig fra sidste sæson, fortæller han.
Nicklas Bendtner har taget formen med sig fra sidste sæson, fortæller han. Foto: VINCENT WEST
Vis mere

Nicklas Bendtner har fundet sig til rette i det norske og har det seneste år genvundet formen efter flere sæsoner uden fast spilletid. Han blev således også topscorer i Eliteserien i sidste sæson, hvor danskeren nettede hele 19 gange. Og han kan også selv mærke en enorm forskel fra et år siden og til nu.

Læs også: Single Bendtner nærmer sig kampformen: 'Der er ingen bekymringer'

»Forskellen er stor. Da jeg kom i sidste sæson havde jeg ikke trænet i to måneder, mens jeg op til denne sæson har arbejdet hårdt. Faktisk har jeg mere eller mindre holdt formen ved lige fra sidste sæson og til nu. Så det har ikke betydet så meget, at jeg har været ude med en lille overbelastning i knæet. Det kunne man vel også se på spillet i dag,« siger den danske angriber.

Udover to mål fra danskeren kom det onsdag også frem, at Bendtner vil være at finde i den norske klub i denne sæson. Det bekræftede han selv, efter der ellers havde floreret rygter om et skifte til Kina.

Rosenborg prøvede også et nyt system af, hvor de i stedet for en enkelt angriber spillede med to. Og det var noget, der så ud til at passe sidste sæsons topscorer godt. Men til spørgsmålet, om det passede ham bedre end den normale 4-3-3, så var svaret en 'Bendtner-classic':

»Jeg scorer i hver kamp.«