Rosenborg med Mike Jensen på holdet vandt samlet over slovenske Maribor i Champions League-kvalifikationen.

Rosenborg er kun to kampe fra at sikre sig adgang til det lukrative gruppespil i Champions League for første gang siden efteråret 2007.

Tirsdag aften spillede den norske mesterklub sig ind i kvalifikationens playoffrunde efter en hjemmesejr på 3-1 over slovenske Maribor. Rosenborg vandt udekampen med samme cifre og avancerer med 6-2 samlet.

Vanen tro var danskeren Mike Jensen i startopstillingen og bar anførerbindet, mens Nicklas Bendtner end ikke var i kamptruppen.

Rosenborg fik sig en forskrækkelse med en slovensk scoring lige før pausen. Et mål af Alexander Søderlund og to fuldtræffere af Anders Konradsen vendte opgøret til Rosenborgs fordel efter pausen. FC Midtjylland-ejede Babajide David Akintola lagde op til to af målene.

I playoffrunden skal Rosenborg møde kroatiske Dinamo Zagreb. Kroaterne vandt så sikkert som 4-0 i tirsdagens udekamp mod ungarske Ferencvaros, efter at den første kamp endte 1-1 i Zagreb.

Rosenborg har været i Europa Leagues gruppespil i de seneste to sæsoner. Med sejren over Maribor er nordmændene også minimum sikret deltagelse i Europa League-gruppespillet igen i denne sæson.

Det er dog ikke noget målt op imod den periode, hvor klubben betragtede sig selv om Skandinaviens fodboldlokomotiv.

Fra sæsonen 1995/96 til 2007/08 var Rosenborg i Champions League-gruppespillet i 9 ud af 13 sæsoner.

/ritzau/