Rosenborg tager nu konsekvensen af den store opmærksomhed omkring Nicklas Bendtner, som søndag havde fået mundkurv på, og lægger i denne uge en strategi for hans presse- og sponsoraktiviteter.

Der var en lang næse til de tilstedeværende journalister efter Rosenborgs træningskamp mod islandske FH, hvor Nicklas Bendtner fik sine første spilleminutter for sin ny klub.

Den danske landsholdsangriber havde nemlig fået mundkurv på af Rosenborg-ledelsen.

»Stig Inge (Bjørnebye, sportschef i Rosenborg, red.) har sagt, at jeg ikke skal snakke før den første turneringskamp,« lød fra den danske stjerneangriber, da den norske avis VG forsøgte at få en kommentar efter træningskampen i spanske Marbella.

Årsagen var, ifølge Rosenborg, det store mediehysteri, der fulgte i kølvandet på, at klubben i sidste uge annoncerede, at de havde købt den danske landsholdsstjerne i Nottingham Forest.

»Vi har en strategi, der skal få ham i form, så han kan træne og koncentrere sig om fodboldformen. Når sæsonen begynder, bliver han tilgængelig som alle andre,« lød det uddybende fra Rosenborg-træner Kåre Ingebrigtsen til VG.

Over for BT moderer kommunikationschef Trond Alstad dog trænerens udtalelser. Han oplyser, at Rosenborgs ledelse i den kommende uge - formentlig onsdag - vil sætte sig sammen i Trondheim og udarbejde en strategi for Bendtners presse-, fan- og sponsorstrategi.

Trond Alstad tvivler på, at udfaldet af mødet bliver, at Bendtner bliver nægtet at give interview helt frem til sæsonstarten den 2. april.

»Det vigtigste er, at Nicklas får ro til at lære holdet at kende, og kan fokusere på træning og kampe. Men samtidig er og skal Rosenborg være en åben klub. Jeg er sikker på, at vi finder en løsning, som fans og medier bliver tilfredse med,« siger kommunikationschefen.

Han fortæller desuden, at der også har været stor interesse fra sponsorerne til at udnytte Bendtners berømte brand i forskellige sammenhænge.

»Vi har en tradition for, at vores spillere bliver brugt i sponsoropgaver, så når vi henter så stor en spiller, så vil de bruge ham. Desuden har vi et samfundsansvar, hvor spillere besøger sygehuse, fængsler og lignende. Der kan Bendtner også bruges. Men det skal vi alt sammen diskutere i løbet af ugen,« siger Trond Alstad.

Som følge af den midlertidige mundkurv, udtalte Bendtner sig i går kun til Rosenborgs egen hjemmeside efter sine først 30 minutter i kamp for de mangedobbelte norske mestre.

»Jeg synes ikke, at vi spiller en særligt god kamp. Vi spillede lidt for langsomt. Det er et hold, vi burde have slået, men det er fint nok at få en kamp mere i bæltet,« sagde den 29-årige angriber, som har skrevet en treårig kontrakt med Rosenborg.

Det var heller ikke fordi den tidligere Arsenal- og Juventus-angriber gjorde sig bemærket i de 30 minutter, han fik på banen med sine nye holdkammerater.

VG skriver, at bolden sjældent kom ind i feltet til den nye stjerneangriber i norsk fodbold i en træningskamp, der bar præg af, at der er lang tid til den norske sæson starter.

»Jeg mangler stadig et stykke. Det er klart. Men det var dejligt at få en halv time nu her,« siger Bendtner, der fortæller, at han ser frem til mere kamptræning i fredagens træningskamp mod Ranheim fra den næstbedste norske række.

»Det vigtigste er at få nogle minutter i benene,« gentager Bendtner, som er tilfreds med sine første dage i Rosenborg-lejren:

»Det er nogle rigtigt søde drenge, en sød stab og fine mennesker. Jeg har nydt det.«

Kampen mod FH endte i øvrigt 1-1.